32 Medborgeres Ære, hvoraf det vrimlede i et af Datidens Smudsblade ved Navn „Raketten“, dels ved den lidenskabelige Maade, hvorpaa en Række kirkelige Stridigheder, der tog deres Udgangspunkt fra en Uenighed mellem Professor Clausen og Pastor Grundtvig, førtes af den sidstes Tilhængere. Under disse Omstændigheder varede det ikke længe, inden det Tordenvejr af Ugunst og Misnøje, som for hvert Nummer af det nye Ugeblad, der udkom, samlede sig tættere i de høje Sale, fik Udbrud. Ogsaa Orla Lehmann var iblandt dem, der sluttede sig om Davids Blad, og to wpperlige Artikler af ham, den ene om Stændernes Betydning i Almindelighed, den anden om deres Ret til at indgive Andragender til Kongen om offenlige Anliggender, havde allerede fundet Vej til dets Spalter, da med det 11te Nummer Lynet slog ned. En Artikel af J. Hage „Hvad kan det hjælpe?“ bragte Bægeret til at flyde over. Generalfiskalen fik Befaling til at tiltale Udgiveren Professor David ikke alene paa Grund af denne Artikel, men ogsaa for Indholdet af to tidligere udkomne Nummere af Bladet, af hvilke det ene optoges af Lehmanns ovennævite Artikel om Stændernes Andragende-Ret. Medens det nærmest var hele Aanden i Hages Artikel, som Generalfiskalen angreb, idet det i samme „var med en næsten mageløs Forvovenhed forsøgt godtgjort, at Folket kan, hvad det vil, naar det blot har Mod, thi Mod giver Lykke“, forsynede Lehmanns antydede Artikel ham med en rig Mængde Enkeltheder til formentlig Begrundelse af Udgiverens Strafskyld. Han fremhævede saaledes, at det var paastaaet at være en let Sag for Folket og Stænderne „at erhverve den Ret og Frihed, der først vil gjøre, at Folket i sine Udvalgte bliver Herre i sit eget Hus“, at der var sagt, det „for en stor Del vil komme an paa Stænderne selv, hvorvidt de ville udvide deres Virksomhed, ligesom det beror paa Folket, hvilken Kraft det vil lægge i sine Udvalgtes Beslutninger“, og at det om Andragende-Retten hed, at den „giver Folket Haab om, at dets Onsker ville blive udtalte og dets Fornødenheder dragne for Dagens Lys ...