34 satte det begyndte Værk. Men heller ikke han undgik Sammenstød med Regeringen, og efterat han i en Pressesag et Par Aar senere ved Højesteret var ifunden en Bøde, som efter den gjældende Lovgivning medførte bestandig Censur, knækkede dette hans Livsmod i den Grad, at han kort efter døde en tidlig Død. — Tiltalen mod „Fædrelandet“ varslede just ikke godt for en begyndende politisk Virksomhed gjennem Pressen; men Orla Lehmann var for sit Vedkommende fuldstændig fortrolig med Tanken om, at det Maal, der skulde tilstræbes, ikke kunde naas uden Kamp, Fare og Ofre, og var rede til at tage, hvad der maatte følge paa. Han havde ogsaa efter, at der var reist Sag mod David, ydet Bidrag til dennes Blad; men altsom Tiden for Stændernes første Sammentræden rykkede nærmere, følte han Trang til en hyppigere og stadigere Lejlighed til Udtalelse end den, en Optræden som tilfældig Medarbejder i et politisk Ugeskrift kunde yde ham. Den 1ste Oktober 1835 skulde Østifternes Stænderforsamling aabnes. Flere af de Mænd, der allerede havde Ord for at staa paa Frihedens og Fremskridtets Side, deriblandt — foruden Schouw og Algreen-Ussing — Grosserer L. N. Hvidt, Fabrikejer J. C. Drevsen og Professor P. G. Bang, vare valgte til at tage Sæde i samme. Til Regeringens Kommissarius var udset daværende Generalprokuror A. S. rsted, til hvem hele Nationen dengang saa op som „ikke blot Kongens, men ogsaa Folkets Mand“, og det lod sig forudse, at flere af de Spørgsmaal, der i den almindelige Bevidsthed allerede saa at sige stode paa Dagsordenen, f. Ex. om Stænderforhandlingernes Offenlighed, om en Forening af de to Forsamlinger for Kongeriget, om en forbedret Finansforvaltning o. s. fr., vilde komme frem i Stændersalen. Her var Noget at støtte for en dygtig og frisindet Presse, og den unge Frihedens Stridsmand higede efter at være med i den snart begyndende Kamp. Umiddelbart før Stændernes Aabning offenliggjordes der rigtignok en