35 kongelig Befaling af 22de September, som nok kunde slaa koldt Vand i Blodet. Den forbød ethvert Tidsskrift eller Dagblad at optage Noget om Stænderforhandlingerne, som ikke først var blevet meddelt i den ved Regeringens Foranstaltning udgivne Stændertidende, og paalagde vedkommende Politiembedsmænd uden videre at stryge Alt, hvad Bladene maatte optage imod dette Forbud. Men heller ikke dette kunde holde Lehmann tilbage, og endnu i samme Efteraar gav han sig helt i den politiske Presses Tjeneste, idet han sluttede sig til Dagbladet „Kjøbenhavnsposten.“ Dette Blad udgaves og redigeredes dengang af Sekretær A. P. Liunge; men Bladets egenlige Leder havde allerede i Løbet af et Aars Tid været Cand. juris J. F. Gjødwad, der fra April næste Aar ogsaa af Navn og Ansvar blev Bladets Redaktør. Gjødwad var ligesom Lehmann selv en af de unge Mænd, der tidligst og dybest havde følt sig greben af Frihedstanken. En yngre, senere navnkundig Kampfælle har udkastet følgende Billede af hans Personlighed. „Gjødwad aftvang ved sin Karakters Renhed og Hæderlighed selv sine politiske Modstandere Agtelse. For at naa sit Maal gjorde han Afkald paa alt Andet i Livet. Sagen var ham Alt, hans egen Personlighed var ham Intet. Han traadte gjerne i Baggrunden og glædede sig over sine mere talentfulde Medarbejderes Berommelse, som var det hans egen. Han var Baandet, der ved sin Trofasthed bandt Krandsen sammen, og var tilfreds med selv at være i det Skjulte. Hans tavse Paalidelighed var som et Ordsprog.“ Mellem ham og Lehmann uddiklede der sig et inderligt Forhold, og paa fjerde Aar forestod de i Forening det nævnte Blad, som de trods de mangehaande Tryk, hvormed de havde at kæmpe, gjorde til en efter Datidens Maalestok baade kraftig og veltalende Talsmand for de Ønsker og Anskuelser, der raadede hos det unge danske Fremskridtsparti — en Talsmand, hvis Udtalelser fandt Øre i en vid Kreds og i det Hele og Store vandt fortjent Paaskjønnelse. Lehmanns Pen var den ulige letteste, og det turde saaledes især være 3*