36 fra ham, den Række Artikler hidrørte, der i hint Tidsrum stillede Bladet saa højt i det almindelige Omdømme, uden at vi imidlertid her tør indlade os paa i det Enkelte at gjøre Rede for den Virksomhed, han udfoldede, eller i saa Henseende overhovedet gaa videre end at bemærke, at der ikke var nogetsomhelst af de Spørgsmaal, der lagde Beslag paa Tidens Opmærksomhed, som jo kom paa Bane i Bladets Spalter. Men medens Lehmann skrev — stundom med saa kort Varsel, at det i en Tid, da den journalistiske Kunst endnu var saa uudviklet her til Lands, maatte vække Beundring — har det vistnok overvejende været den mere sindige Gjødwad, der som en klog Styrmand vidste at lavere mellem alle de Klipper og Skær, hvorpaa man i den trange Tid saa let havde kunnet løbe sig fast. Og lykkedes det end, som vi senere skulle se, ikke ganske at undgaa Havari, var det dog med den Frimodighed, der prægede Bladets Udtalelser, store Ting, at det i saa lang Tid holdtes oven Vande. Vi sagde, at Lehmann og Gjødwad i deres Virksomhed for „Kjøbenhavnsposten“ kæmpede under mangehaande Tryk. Det var nemlig i mere end een Henseende, at et Dagblads Kaar i de Dage vare saare ublide. Arbejdet i Pressens Tjeneste var strængt og betalte sig kun daarlig. Optagelsen af politiske Nyheder, der forholdsvis vel kræver det mindste Arbejde, var jo forbudt ethvert Blad, der ikke havde særligt kongeligt Brev derpaa, og et uafhængigt Blad kunde ikke indlade sig paa at søge et saadant, da det jo herved voldgav sit Indhold til Politiets Godtbefindende. Paa den anden Side var den Indtægtskilde, en Avis nu kan have ved for Betaling at optage Bekjendtgjørelser, ogsaa kun til for de dertil eneberettigede Blade. Men hertil kom endnu, at den Varsomhed, som et Blad, der kæmpede for en friere Udvikling af Stats- og Samfundsforholdene, hidtil havde maattet iagttage for ikke at stöde an mod Straffelovgivningen, ikke længer strakte til. Thi netop kort efter, at Stænder-Indretningen virkelig var traadt i Live, var Presselovgivningen bleven skærpet, i Stedet for at man