37 havde kunnet haabe at se den mildnet. Et lille Tilbageblik vil i saa Henseende oplyse Udviklingsgangen. Allerede medens Retssagen mod David endnu stod paa, havde der i Kjøbenhavn gaaet et — som vi nu vide — ingenlunde uhjemlet Rygte om, at Regeringen ved Siden af hin Retsforfølgning tænkte paa yderligere at indskrænke Trykkefriheden, ja maaske endog paa en Indførelse af almindelig Censur for alle Forfattere. Dette Rygte foranledigede et i Enevældens Historie hidtil ukjendt Skridt. Professor Schouw, der i sit Ugeskrift allerede Aaret forud havde lagt sine Medborgere paa Sinde den store Forskjel mellem de to Midler til at hæmme Pressens Misbrug, Forfølgning ad Rettens Vej og Censur, udstedte i Forening med sine Embedsfæller, Professorerne Clausen, Sibbern og Høyen, Kommandørerne M. Lütken og Brinck-Seidelin samt Grossererne Meinert og Suhr Indbydelse til at indgaa til Kongen med et Bønskrift om, at Pressen maatte forskaanes for yderligere Indskrænkninger end de allerede bestaaende, og især om, at Forfatterne som hidtil kun skulde staa Domstolene til Ansvar for deres Ytringer. Dette Andragende, der blandt Hovedstadens dannede Klasser opnaaede ikke mindre end 572 Underskrifter, blev med disse afleveret i Kongens Forværelse og senere efterfulgt af lignende Bønskrifter fra Roskilde, Helsingør, Nakskov og flere Landsogne paa Lolland, især forsynede med Underskrifter af Embedsmænd. Den 26de Februar 1835 faldt det kongelige Svar. Andragendet, erklærede Frederik VI, havde været ham uventet; „thi ligesom Vor landsfaderlige Opmærksomhed stedse har været henvendt paa at bidrage Alt, hvad der stod i Vor kongelige Magt, til at virke for Statens og Folkets Vel, saaledes kan heller Ingen uden Vi alene være istand til at bedømme, hvad der er begges sande Gavn og Bedste.“ Efter saadanne Ord kunde der med Grund spørges: men hvad skal da Stænderne til? og selv den, der satte nok saa megen Pris paa den gamle Konges personlige elskværdige Egenskaber, maatte føle sig fristet til at mistvivle om, at han var