38 i Stand til i nogen Hensende at komme Tidens Trang i Møode. Under alle Omstændigheder varslede hint Svar — der fulgtes af Tilrettevisninger til de militære Embedsmænd blandt Underskriverne — ikke godt med Hensyn til det, man vilde have opnaaet ved sin tillidsfulde Henvendelse, og allerede i Stændernes første Samling blev der da ogsaa forelagt Udkast til en Anordning indeholdende nærmere Bestemmelse af Trykkefrihedens Grændser. Forslaget gik ud paa at ramme den, der omtalte Rigets Forfatning eller Love eller Regeringens Handlinger paa en Maade, der var skikket til at opirre Sindene og fremkalde Misnøje med eller Ringeagt herfor, men hvor den onde Hensigt ikke var saa aabenbar, at Forordningen af 1799 kunde anvendes, idet der nemlig fastsattes Straf af Bøder fra 100 til 500 Rdr. for „Mangel paa pligtskyldig Opmærksomhed“. Som Regeringens Talsmand i Stænderne henviste Orsted i sit Forsvar for den paatænkte nye Lov netop til den Erfaring, der var indvunden ved Sagen mod David; men med en aldeles overvejende Stemmeflerhed (i Roskilde 55 mod 9, i Viborg 45 mod 2) fraraadede begge Stænderforsamlinger at give et Lovbud som det foreslaaede. Der toges imidlertid intet Hensyn til dette Raad. Den 1ste November 1837 udkom Loven, kun med den Lempelse, at en Forfatter, der dømtes for at have tilsidesat den omtalte „pligtskyldige Opmærksomhed“, ikke for hele sit Liv, men for visse Aar, der fastsattes i Dommen, skulde være undergiven Censur. — Men havde Regeringen saaledes benyttet hin navnkundige Retssag som Anledning til yderligere at forøge Antallet af de Vaaben, dens Rustkammer indesluttede til en Kamp mod Pressen, saa havde dennes Venner i Hovedstaden for deres Vedkommende heller ikke været ledige i modsat Retning. Under de Forhandlinger, der gik forud for Indgivelsen af det omtalte Bønskrift til Frederik VI, havde Grosserer Hvidt udtalt Tanken om Oprettelsen af en Forening til at værne om Trykkefriheden, modarbejde dens Misbrug og virke for Folkeoplys-