43 Mening om et af Almenhedens vigtigste Anliggender og give Stødet til en ved Manges indsigtsfulde Medvirken understøttet Bestræbelse efter at tilvejebringe gunstigere Forhold for vor Presse, for den Institution, der overalt, hvor den ikke er lænkebunden, har vist sig som det mægtigste Redskab for Aandens Herredømme, som det kraftigste Middel til Folkets Oplysning og Forædling, som det bedste Værn for Samfundets Frihed og for hver Enkelts Ret“. Til foreløbig Drøftelse af Lehmanns Andragende nedsattes der et Udvalg paa 5 Medlemmer, hvoriblandt Clausen og David, som i det Væsenlige tiltraadte Forslaget og kun fandt en Anke over Plakaten af 1837 for tidlig fremkommen og en Begjæring om Ophævelse af Forbudet mod de norske Blade ikke at være paa sin Plads ved denne Lejlighed, medens det derimod ønskede det ovenomtalte Reskript af 22de September 1835 optagen blandt de Bestemmelser, der attraaedes ophævede. Sagen kom derefter til Forhandling i det samlede Repræsentantskab. Men der udfoldedes her paany en saa rig Opfindsomhed i Retning af Betænkeligheder og Tvivl, at 39 af de tilstedeværende 55 Repræsentanter Dagen efter toge den raske Beslutning i eget Navn at opsætte og underskrive et Andragende til Stænderne, affattet i Overensstemmelse med Lehmanns Forslag og Udvalgets Betænkning. Den 22de Oktober 1838 afgik Andragendet til Stænderne, hvor det trods den kongelige Kommissærs Indvendinger med 58 Stemmer mod 2 vedtoges at henvise Sagen til et Udvalg, der imidlertid kom til det Resultat kun at tilraade Ophævelsen af Plakaterne af 1810 og 1814. Dengang kom Sagen ikke til endelig Behandling; men Lehmann saa dog den Frugt af sin ufortrødne Virksomhed for den betrængte Presse, at Selskabet for den ene efter den anden af de paafølgende Stænderforsamlinger gjentog Andragendet om større Trykkefrihed. — Der er dog en anden Side af Lehmanns Virksomhed i Trykkefriheds-Selskabet, der især i sine Virkninger var nok saa betydningsfuld som den, vi her have berørt. Det var nemlig