44 her, at han første Gang fik Lejlighed til at løfte Nationalitetens Banner, til at rive Landsmænd med sig for den Tanke, som han siden den Tid tjente med samme Begejstring, Varme og Troskab som selve Frihedstanken, Tanken nemlig om Haandhævelsen af den betrængte Danskhed i Sønderjylland og denne Landsdels Bevarelse for Moderlandet. Den schleswigholsteinske Lære havde siden 1830 gjort mægtige Fremskridt, og desværre havde Regeringen i Stedet for at træffe Foranstaltninger imod den snarere selv arbejdet den i Hænderne. Vel var der ikke blevet indrømmet nogen fælles Stænderforsamling for Holsten og Sønderjylland; men den samme Konge, der, som ovenfor berettet, offenlig erklærede, at han alene vidste, hvad der var til Statens og Folkets sande Gavn og Bedste, havde gjort et Skridt, der var til begges ubodelige Skade, der for en stor Del tilintetgjorde Virkningen af hans Fasthed ligeoverfor Fordringen om Stændernes Forening og i Grunden ligefrem paatrykte den schleswigholsteinske Lære Berettigelsens Stempel, idet han nemlig den 15de Maj 1834 havde henlagt begge Hertugdømmer under en fælles Regering paa Gottorp og en fælles øverste Donstol i Kiel. Det statsopløsende Parti havde tilmed faaet mægtige Forbundsfæller i Kongens to Søstersønner, Hertugen og Prinsen af Augustenborg, der fra Aaret 1836, da de saa deres Haab skuffet om, at en af dem skulde arve Statholderposten i Hertugdømmerne efter den gamle Landgrev Karl af Hessen, stillede sig i Spidsen for Schleswigholsteinerne for saaledes paa engang at faa mættet deres indædte Had imod deres kongelige Morbroder og opfyldt deres ærgjerrige Drøm om en Krone for deres Æt. I den fortrykte og usle Stilling, som Danskheden indtog paa sin egen Jordbund i Sønderjylland, var der endnu ikke sket nogen Bedring og heller ikke i den ligegyldige Uvidenhed om de virkelige Forhold histovre, hvori man levede hen her i Kongeriget. Men i den første Samling af Sønderjyllands Stænder klang der endelig en Reøst fra selve den dansktalende