48 og de Paagjældende fik tilmed fuldstændig Rede paa hans Standpunkt, da hans Svar erklærede Lehmanns Foredrag for „en fanatisk Prædiken“, der havde gjort „et modbydeligt Indtryk“ paa ham, og nedlagde Indsigelse imod, at Selskabet „anmassede sig Ret til at blande sig i Hertugdømmernes Anliggender, der ikke vedkom Indbyggerne i Kongeriget“. Hos en anden Professor i Kiel, den ædle og sandhedskjærlige C. Poulsen, var man heldigere, og hans lille Skrift „Det danske Sprog i Hertugdømmet Slesvig“, der i Tusinder af Exemplarer udbredtes af Selskabet over hele Danmark, gjorde uberegnelig Nytte til i den almindelige Bevidsthed at lade Sønderjylland gjenopstaa som et væsenlig dansk Land. Efterat Orla Lehmann selv var bleven vakt til Erkjendelse af, at der med Styrke og Alvor maatte trædes op for Bevarelsen af den danske Nationalitet og for Rigets Sammenhold, lod han det i sin Stræben for at faa Folket til at dele denne Erkjendelse ikke forblive ved hint Foredrag i Trykkefriheds-Selskabet. I Modsætning til den Holdning, som „Kjoøbenhavnsposten“ indtog til den nationale Sag i en senere Tid, da det stillede sig først ligegyldig, senere endog ligefrem fjendtlig til den, blev Bladet under Gjødwads og Lehmanns Ledelse fra nu af en ligesaa ufortrøden, vækkende og oplysende Talsmand for den truede Nationalitet som for Frihedstanken. Ogsaa her var fortrinsvis Lehmann virksom, og det er maaske ikke overdrevent, naar det allerede for mange Aar siden er sagt til hans Ros, at det især skyldes hans Anstrængelser, at der overhovedet blev en Kamp om Sønderjylland mellem Danmark og Schleswigholsteinerne, og at disse ikke fuldstændig opslugte hin Landsdel, inden det danske Folk mærkede det. Ogsaa ad en mere stille Vej, gjennem en formanende, styrkende, oplysende og overbevisende Brevvexling med flere af de Mænd, der i den nærmeste Fremtid kom til at optræde som Førere og Stotter for den nationale Rejsning blandt det nordlige Sderjyllands Befolkning, virkede han for samme Formaal. Ad 8ønne Vej turde han særlig i en væsenlig Grad have