49 0 bidraget til at gjøre en Erobring, som der ikke noksom kan vides ham Tak for. Blandt den sønderjydske Stænderforsamlings Medlemmer var der faa, der ragede mere frem end den ligesaa djærve som dygtige Kjøbmand Peter Hjort Lorenzen fra Haderslev. I den første Tid, efterat Stænderne vare traadte i Virksomhed, og inden den nationale Spænding mellem Dansk og Tydsk endnu havde naaet en saadan Højde som senere, var der en vis Samarbejden og stundom personlig Meningsudvexling mellem Fremskridtsmændene i Kongeriget og Sønderjylland, ja endog i Holsten, og Lehmann, der fra Hjemmet havde mange Forbindelser i Hertugdømmerne og var Tydsk lige saa mægtig som Dansk, havde allerede i hin Tid indledet en politisk Brevvexling bl. A. netop med Lorenzen. Denne, hvis Livsmaal var at tilkæmpe sit snevrere Fødeland Sønderjylland politisk Frihed, havde hidtil i den Overbevisning, at saadan lettest ad den Vej lod sig opnaa, sluttet sig til det schleswigholsteinske Parti. Men Lorenzen begyndte snart at mærke, at dette, i alt Fald efterat Augustenborgerne vare blevne dets Førere, tænkte mindre paa sand Folkefrihed end paa ved Løgn og Forræderi at opføre en Throne for hine. Han fik samtidig Oje for den Alvor og Dygtighed, hvormed Frihedsmændene i Kongeriget kæmpede for samme Sag som han, og allerede i 1839 turde det være lykkedes Lehmann at bringe ham paa det Rene med, at der for Sønderjylland var langt mere Udsigt til at vinde Friheden i Forbindelsen med det øvrige Danmark trods dets Kongelov, der tidligere havde skræmmet Lorenzen tilbage, end med det tydske Forbundsland Holsten. Det er et ikke umærkeligt Bidrag til Belysning af de bagvendte Forhold, hvorunder man hidtil havde levet, at den Mand, som da vel turde kaldes Danskhedens djærveste Talsmand paa denne Side af Kongeaaen, og han, der faa Aar senere paa hin Side af den kastede Fejdehandsken lige i Øjnene paa det overmodige tydske Parti, førte deres Brevvexling paa Tydsk. Men paa Tydsk tog Lehmann ikke i Betænkning at ytre som sin Ojebevisning, —