11 er opvoxet med mig, og alt som jeg blev ældre, tiltog det i Klarhed og Styrke. Siden hine første Dage har jeg set mange Drømme synke i en tidlig Grav; men dette Ønske har dog overlevet dem alle, og Generalfiskalen har for faa Sjeblikke siden berettet Deres Majestæt *), med hvor trofast Udholdenhed, men tillige, med hvor ringe Held jeg gjennem en Række af Aar har forfulgt mit Maal. Endelig har jeg naaet den Havn, hvortil min Higen stundede: her staar jeg ved Foden af Deres Majestæts Throne! Her staar jeg i Skranken for Danmarks Højesteret! — Men, allernaadigste Konge! hvor ganske anderledes ere de Forhold, hvorunder jeg idag — for første og rimeligvis for sidste Gang i mit Liv — har Ordet i denne ærværdige Forsamling — o hvor forskjellige fra dem, hvorpaa min Hu var rettet! Det er ikke i Advokatens præstelige Kaabe, det er som Anklaget, jeg staar for Deres Majestæt. Man har kaldt mig en Forbryder og Misgjerningsmand. Man har udstødt mig af den Forsamling, hvori Medborgeres Tillid havde beredet mig en Hædersplads. Man har i dets Sted bænket mig for Forhørets Skranke, og Statsanklageren har imod mig rejst den haardeste af alle sine Beskyldninger — Beskyldningen for Højforræderi. Det er under Vægten af en saadan Anklage, at jeg her fremstaar for Deres Majestæt, det er for at forsvare mig, min Fremtid, mit Livs Velfærd mod en saadan Sigtelse, at jeg har taget Ordet.“ Interessant med Hensyn til Lehmanns hele Optræden som Politiker er det Sted, hvor han vedkjender sig, at han ligesaa lidt ved hint Møde i Nykjøbing som ved nogen anden Lejlighed har fornægtet sin Overbevisning om, at Danmark trængte til en friere Udvikling af sine Samfundsforhold. „Men“ — *) Under Enevælden tænktes Kongen bestandig at indtage Forsædet i Højesteret, uagtet han i Virkeligheden kun gjorde det ved Rettens højtidelige Aabningsmøde hvert Aar. Derfor stiledes enhver Tiltale til Retten i Formen til Kongen selv, ligesom dens Domme udfærdigedes i Kongens Navn.