77 Fængsel. Selve dette var af Kvindehænder smykket med Blomster, og der gik fast ingen Dag, hvor Lehmann ikke indenfor sine jernstængede Vinduer modtog dette eller hint Pant paa mandlige eller kvindelige Medborgeres Hengivenhed. Udenfor skrev man Digte og Bladartikler til hans Ære, hvorved man stundom fik Presselovgivningens Vogtere paa Halsen. Overalt lyste En hans skjønne aandfulde Ansigtstræk i Møde i mere eller mindre heldige Gjengivelser; thi hans Billede var ikke alene udstillet i enhver Boghandlers Udhængsskab og enhver Gibsers Vindu, men i Urtekræmmeres og Tobaksspinderes Boder anbragt paa Chokoladepakker, Tobakskarduser o. s. fr. — ikke at tale om, at Lehmanns Navn af Kræmmerne misbrugtes til at skaffe Afsætning snart paa Kager og Brystsukker, snart paa fuselfri Akvavit og Gud veed hvad. Kunde det saaledes ikke undgaas, at den tilløjede og beregnende Begejstring her som altid blomstrede ved Siden af den ægte, formaaede hin dog ikke at ødelægge denne. Den gav sig atter Luft, da Lehmann den 21de April 1842 løslodes af sit Fængsel, og Tusinder af Mennesker omgav Raad- og Domhuset for i Triumf at føre ham til hans Bolig og med uendelige Leve- og Hurraraab at bevidne deres Glæde over, at Frihedens Talsmand atter var en fri Mand. — I det første Øjeblik efter Lehmanns Domfældelse var der i Hovedstaden Mange, der frygtede for, at den idømte Straf skulde gjøre ham umulig baade som Stændermand og Borgerrepræsentant. „Fædrelandet“ ilede imidlertid med at gjøre opmærksom paa, at simpelt Fængsel ikke kunde have en slig Virkning, og at altsaa de Forhaabninger, Frihedens Modstandere i saa Henseende maatte have sat til Tiltalen, vare tilintetgjorte ved Dommen. Faa Maaneder efter sin Løsladelse indtog da ogsaa Lehmann uhindret sin Plads i Roskilde Stænderforsamling, der sammentraadte den 7de Juli 1842, og for første Gang klang hans vægtige Røst saaledes i et dansk Folkeraad.