79 ihvorvel hin Indvending var fremkommen fra en Side, han troede man ikke kunde tillægge en saadan Vægt, at den vilde faa nogen væsenlig Indflydelse, dog ikke vilde lade den staa uimodsagt. Professor Clausen, der indtog Formandssædet i Forsamlingen, havde ikke fundet Anledning til nogen Bemærkning ved denne Ytring, men en af det paagjældende Medlems Meningsfæller væltede sig ukaldet ind paa Lehmann og opfordrede Formanden til at meddele denne en Tilrettevisning. Paa hin Ytring, der visselig helst burde have været usagt, men som der dog hørte særlig OØmskindethed til at optage som forargelig, blev der lavet et helt bevægeligt Optrin, som Lehmann imidlertid var godmodig nok til at afslutte med en undskyldende Forklaring. Lod det saaledes til, at den Del af Roskilde Stænderforsamling, man kunde betegne som Salens højre Side, i Lehmann saa en vild „Demagog“, paa hvem det var nødvendigt strax at tage fat med Staalhandsker, skulde dog allerede den første storre Sag, der kom paa Bane i Stænderne 1842, bære Vidne om, at Lehmann i sin politiske Færd kunde være saa maadeholden, at han derved satte sin Folkegunst i Vove. Det er ovenfor fortalt, at der to Aar forud baade fra Roskilde og Viborg var indkommen Andragender om en tidssvarende Udvikling af Stænder-Indretningen. Det kongelige Svar paa disse Andragender, der nu meddeltes Stænderne, gik ud paa et Afslag, særlig ogsaa af Begjæringen om en Forening af de adskilte Forsamlinger, hvorimod Kongen forlangte Stændernes Betænkning over Tanken om Oprettelsen af saakaldte Stænderkomiteer, 9: staaende Udvalg af Medlemmer fra samtlige fire Stænderforsamlinger, der efter kongelig Befaling skulde afgive Betænkning over Anliggender, der angik flere Provindser eller den hele Stat. Lehmann blev tilligemed Bang, David, Hvidt, Ussing, Biskop Mynster samt Godsejerne Neergaard, Scavenius og Estrup Medlem af det Udvalg, som Forsamlingen nedsatte til foreløbig Drøftelse af Sagen. Udvalget kom enstemmig til den Beslutning at anbefale Indførelsen af