88 Tale vide vi, at det især altid havde været hans inderlige Ønske at blive Højesteretsadvokat, hvortil baade hans grundige juridiske Dannelse og hans glimrende Veltalenhed gjorde ham særlig kaldet; men de Begivenheder, der vare en Følge af hans Foredrag i Nykjøbing paa Falster, syntes at have fjernet ham længere fra dette Ønskes Opfyldelse end nogensinde. Efter sin Hjemkomst gjorde Lehmann imidlertid alvorlige Forsøg paa at faa Tilladelse til at underkaste sig den for Ansættelse som Højesteretsadvokat befalede Prøve, og som det synes, var det Kristian VIII selv, der, forsonligere end sine Ministre, foranledigede, at Tilladelsen i November 1843 blev ham meddelt. Den 12te Februar Aaret efter førte han sin første Prøvesag for Højesterets Skranke — ved hvilken Lejlighed han i sine Indledningsord udtrykkelig vedkjendte sig, at han uforandret medtog sin Fortids politiske Grundsætninger over i sin nye Stilling — og den paafølgende 17de April modtog han sin Bestalling. Han søgte Lejlighed til personlig at takke Kongen for sin Udnævnelse, og ved dette Møde kom det til følgende Samtale mellem begge. „Jeg haaber“ — sagde Kongen — „at Deres Talent i Fremtiden ogsaa vil blive mig til Glæde“. „Ja, Deres Majestæt“ — svarede Lehmann — „jeg haaber ved at arbejde efter min bedste Overbevisning ogsaa at glæde Deres Majestæt“. „Men“ — fortsatte Kongen — „Domstolene have domt Dem for at have overtraadt Lovene, og De maa da erkjende, at De har fejlet“. „Jeg har lidt min Straf“ — bemærkede Lehmanu — 5og har jeg fejlet, saa har jeg nu udsonet min Brøde“. „Deri har De Ret“, svarede Kristian VIII, og Lehmann selv var af den Tro, at han uden Tiltalen af 1842 og sin Forsvarstale i den Anledning ikke var bleven Højesteretsadvokat. Uagtet Stillingen som Advokat snarere maa betragtes som et borgerligt Erhverv end som et Embede, fordres dog den almindelige Embedsed ogsaa aflagt af Højesteretsadvokater, og den 5te Maj underskrev Lehmann Edsformularen, der i stærke Udtryk forbandt den Paagjældende til bl. A. at hævde