90 ham paahvilende Forpligtelser. Dette Kongebud besvarede Lehmann den 4de med den forlangte Erklæring, idet han bemærkede, at han „naturligvis ikke kunde have mindste Betænkelighed“ ved at afgive den. I enhver Mands Liv er der mindst eet svagt Punkt, og det tør neppe betvivles, at Lehmanns Færd i denne Sag var et saadant. Vidnede end hin Afhandling og de Overvejelser, hvoraf den var Frugten, om hans Samvittighedsfuldhed, saa indeholdt dog netop den Omstændighed, at han følte Trang til en offenlig Udtalelse i den Anledning en Antydning af, at der var bleven en Tvivl tilbage i ham om Udslagets Rigtighed. Han maatte da unagtelig helst, i Stedet for at afvente et Tilfælde, hvor der forelaa et virkeligt Sammenstød mellem den af Eden flydende Forpligtelse og et eller andet Skridt, hvortil hans politiske Overbevisning drev ham, strax have frigjort sig for en Stilling, hvori slige Sammenstød kunde befrygtes. Det kunde betragtes som taabeligt, naar en Indsender i „Kjøbenhavnsposten“, blot fordi han havde attraaet og faaet Posten som Højesteretsadvokat, i et slet Digt kunde bebrejde ham at have svigtet sin Fortid og i den Anledning udbryde: „Nyd ret din Stilling og Rang, Men tænk kun sjelden tilbage Paa, hvad du var engang!“ Men det lod sig mindre let afvise, naar samme Blad i Anledning af, hvad der var foregaaet med Hensyn til Embedseden, ytrede, at det var „ikke ganske unaturligt, om man gjorde den Slutning: Forfatteren har antydet de Betingelser, under hvilke han alene er i Stand til at opfatte Embedseden; blive de ikke antagne som gyldige, vil han anse sig forpligtet til at opgive sit Embede hellere end at vedblive det under Forhold som de bestaaende, han vil med andre Ord benytte „Udvejen“ og aflevere sin Bestalling.“ — Det var det Ejendommelige ved Udviklingen herhjemme i de sidste Aaringer af Frederik VI.s og i hele Kristian VIII.s