100 Indblanding i Sønderjyllands indre Anliggender. Den kongelige Kommissarius talte selvfølgelig i samme Toneart: Ordningen af de indre Forhold i hint Hertugdømme maatte være dettes egen Sag, og det rejste Spørgsmaal kunde vel have „en ideel Interesse“ for det øvrige Danmark, men ikke nogen saadan, som man kunde forlange gjort gjældende ved Siden af den, der udtalte sig i Sønderjylland selv. For at bekæmpe denne Modstand tog Orla Lehmann med Inderlighed og Varme Ordet den ene Gang efter den anden. Han gjorde P. H. Lorenzens Ytring til sin, at Sprogpatentet af 29de Marts var et Spørgsmaal, rettet til hele Folket, om der gives en dansk Nationalitet og dansk Nationalære eller ikke, og hævdede, at det var umuligt, at nogen dansk Folkerepræsentation ved formelle Betænkeligheder skulde kunne lade sig afholde fra at antage sig en Sag, i hvilken det kom an paa Folkets højeste og helligste Goder, eller at en saadan i et Nødstilfælde som det foreliggende skulde være ubeføjet til at opfordre Statens Overhoved til Beskyttelse af hine Goder. Udvalgs Nedsættelse besluttedes da ogsaa med 53. Stemmer mod 11, og Lehmann blev Medlem deraf. Udvalget kom til den Beslutning at anbefale Andragendet; men, som venteligt var efter dets brogede Sammensæktning, var den afgivne Betænkning ikke saa djærv og uforbeholden og heller ikke saa omfattende og righoldig som de jydske Stænders. Men der bødedes paa denne Mangel af en Mand, som i den her omtalte Sag bærer Palmen for Alle, og denne Mand var Clausen. I et udførligt, dybtgaaende og alvorsfuldt Foredrag, som han fra Formandssædet holdt ved Sagens anden Behandling, fik han sagt Alt, hvad der fattedes Betænkningen, sagt Alt i saa bogstavelig Forstand, at der ikke var Noget for Andre at føje til. Det blev siden sagt, at den Dag bruste Folkeaandens magtige Vingeslag gjennem Salen, og den viste sin fulde Styrke, saa dens mange vanslægtede Sønner ikke vovede at kny, og hint Foredrag var visselig ikke uden rig Andel i, at Sagen ved den endelige Afstemning gik enstemmig igjennem.