102 Haab om en højere national Udvikling og historisk Betydning navnlig gjennem en nøjere aandig og politisk Tilknytning til det øvrige skandinaviske Norden.“ Dette var unægtelig en saa uforbeholden og frejdig Udfolden af Ejderfanen, at Alle de, der endnu trods Tidens utvetydige Tegn følte sig hendragne til den gamle fordærvelige Politik gjennem det danske Sønderjylland at ville fastholde det tydske Holsten, traadte i Skranken mod Lehmann. Hyad der blev anført imod ham, er velbekjendt for Enhver, der er, om end nok saa lidt, fortrolig med vor nyere Historie, thi det var det Samme, der senere lige indtil 1864 blev anført for Hævdelsen af den saakaldte „Helstat“. Det lod sig Altsammen føre tilbage til en nærmere eller fjernere Omskrivning af den kongelige Kommissarius Ørsteds Ord: „Forbindelsen med det tydske Forbund forstyrrer aldeles ikke Statsenheden. Tydskland er ikke en Forbundsstat, men et Statsforbund, og det er saa langt fra, at dette Forbund ophæver de enkelte Staters og Statsoverhoveders Uafhængighed, at det just er en Forudsætning for Indlemmelse i Forbundet at være en uafhængig Fyrste.“ I sin Optræden mod denne Modstand lágde Lehmann saa lidt Fingrene imellem, at han flere Gange satte Formanden i Forlegenhed, og at Kommissarius ytrede Tvivl om, hvorvidt han vilde kunne lade Lehmanns Foredrag optage i Stændertidenden. Det lykkedes imidlertid ikke denne at sætte sine Ønsker med Hensyn til Betænkningens Affattelse igjennem. Ved Afstemningen fik ikke engang Indstillingens Slutning om, at der maatte træffes Foranstaltninger til at standse enhver Modstand mod Statsenheden, Lov til at blive staaende, hvorimod Resten gik igjennem med 59 Stemmer mod 2. Blandt de øvrige Sager, i hvilke Lehmann blev Medlem af Udvalg, staar Godsejer Tuteins mærkelige Andragende om en saadan forandret Ordning og Sammensætning af Statsraadet, at deraf kunde fremgaa et kraftigt, med Folket og dets Udvalgte samstemmende Ministerium, i nøje Sammenhæng med de nysberørte Anliggender. Idet Forslagstilleren