109 Skuffelser end den skandinaviske Tanke senere har beredt os, i den blotte Tilskuers, end sige da i de umiddelbare Deltageres Sjæl ikke er blegnet endnu efter Fjerdedelen af et Aarhundredes Forløb. Vi skulle kun minde om, at det atter var Orla Lehmann, hvis glødende Hjertelag for alt Stort og Skjønt, og hvis veltalende Tunge fandt det fyldigste Udtryk for de Følelser, der i hine Dage besjælede Alle. Det var paa Mødets anden Dag, om Aftenen den 24de Juni, ved den storartede Fest i Kristiansborg Slots Ridehus, at Lehmann holdt den Tale for Nordens Enhed, der vistnok i Udtrykkets henrivende Skjønhed og i flammende Begejstring staar blandt det Ypperste af Alt, hvad han nogensinde har ydet som Taler, og som derfor ogsaa greb hans Tilhørere som intet Andet af, hvad der blev talt og sunget i hine festlige Dage. „Det er med et frydefuldt Sind“ — begyndte han — „med et jublende Hjerte, at jeg hilser denne festlige Stund; thi den kommer til mig som Fredens milde Due med det glade Budskab, at Tvedragtens og Vanheldets syndige Tid stunder til Ende, den kommer til mig som Vaarens Svale, der forkynder, at den lange Fimbulvinter, hvis kolde Dødsslummer rugede over Nordens Lande, flygter for Livets Lys og Livets Varme.“ Han paaviste, at Tanken om Nordens Enhed „er vor hele Histories inderste Sjæl og egenlige Indhold“, er „den ledende Grundtanke i Nordens Liv, den Nordstjerne, som vel ofte kan tilhylles af Taager og Stormskyer, men om hvilken det ligefuldt er sandt: „nescit occasum“ *). At denne Tanke saa længe havde ligget i Dvale, var kun, fordi Folkelivet selv havde ligget i Dvale, men neppe rejste det sig paany, før ogsaa Enhedstanken kom til Bevidsthed og til Orde. Var Tanken saaledes end gammel som Norden selv, saa hilsede han dog Øjeblikket som bringende noget Nyt, „thi det er et mægtigt Vidnesbyrd om, at vi omsider ere slaaede *) 9: „Den kjender ingen Nedgang“ (den svenske Nordstjerneordens Indskrift).