111 med ingen ærlig Mand letsindigen tør lege, et helligt Løfte, hvorfor De sætte i Pant Deres Manddoms Ære og Deres Sjæls Fred. Nu saa spørger jeg Dem da, om De som ærlige Mænd ville holde, hvad De af et oprigtigt Hjerte have lovet, om De blive tro, tro indtil Enden, tro i Liv og i Død.“ Hele Rækken af disse Spørgsmaal besvaredes af den talrige Forsamling med tordnende Ja, og Bevægelsen naaede tilsidst en saadan Højde, at Taleren maatte holde inde. Idet han, da Stormen atter stillede af, med en iøvrigt noget vel dristig Tankeforbindelse hentydede til det Ojeblik, da mere end et halvt Aarhundrede tilbage i Tiden de i Boldhuset i Versailles forsamlede Franskmænd svore at blive sammen, indtil de havde frelst deres Fædreland, fortsatte han: „Lover De, at vi ville holde sammen, indtil vi have frelst vort Fædreland? Veed De, at Deres Fædreland eer ikke denne eller hin Egn, men det hele store skandinaviske Norden? De svare mig Ja — saa gaa da hen og hold Deres Ord! Udrust Deres Sjæl og bered Deres Sind til at fuldbyrde Deres Gjerning, først og fremmest i det, der nu ligger Dem nærmest, i Aandens og Videnskabens Verden, men ogsaa efterhaanden, som De føres ind i det praktiske Liv og kaldes til at deltage i dets Idræt, i Virkelighedens Rige!“ — Da han havde sluttet, brusede Bifaldets Storm paany omkring ham, og den begejstrede Ungdom løftede ham efter svensk Skik paa sine Skuldre og bar ham saaledes i Triumf omkring i Salen. Ord føde ej altid Daad; men Lehmanns henrivende Ord hin Aften var visselig en Udsæd, der ikke var uden Andel i det Blod, spoenske og norske Ynglinge tre Aar senere ofrede for Danmarks Sag paa Sønderjyllands Valpladser. Desværre skulde ogsaa hine Ord efter Datids Vane faa et yderst nøgternt Efterspil. For sin Tale i Ridehuset blev nemlig Lehmann for anden Gang sat under Generalfiskalens Tiltale tilligemed Kapellan L. Helveg og Kandidat H. F. Poutsen i Anledning af deres ved samme Lejlighed holdte Taler for Finland og for Norge. For Lehmanns Vedkommende gik