112 Paastanden denne Gang ud paa Forbrydelse af hans Bestalling som Højesteretsadvokat „foruden anden efter Lovgivningen passende Straf“. Men da den nyoprettede Kriminal- og Politiret endelig den 10de Februar 1846 fældte sin Dom i Sagen, under hvilken Lehmann med vanlig Dygtighed førte sit Forsvar, lød denne paa Frifindelse, dog med Idømmelse af Sagens Omkostninger. Og Regeringen, hvis Syn paa den nordiske Enhedstanke imidlertid turde være undergaaet nogen Forandring — hvad der i alt Fald syntes at aabenbare sig under Kong Oskars senere paafølgende Besøg i Kjøbenhavn — fandt sig ikke opfordret til at indbringe Sagen for Højesteret. — Srkdentermødet i Kjøbenhavn og dets Jubel var i mere end een Henseende som en Oase i Ørkenen. Efterat Larmen af dets Festligheder havde tabt sig, stod Tiden der igjen med al sin Møje og Alvor, alle sine uopfyldte Krav, alle sine ildespaaende Varsler. Netop ved denne Tid var der tilmed kommet endnu et Gjæringsstof til de mange, som allerede var der i Forvejen. Den hele Bevægelse henimod politisk Frihed havde i lang Tid udelukkende gjennemtrængt Folkets dannede Mellemlag, eller hvad man med et fremmed Ord kalder Intelligentsen“, og særlig havde Landalmuen ganske staaet udenfor. Den Tid var nu kommet, da ogsaa Bondestanden inddroges med i Tidens Rørelser, om end baade Maaden, hvorpaa det skete, og det i alt Fald nærmeste Formaal var ikke lidet forskjelligt fra, hvad Tilfældet var hist. Det var ikke en ad Tænkningens Vej naaet Vurdering af en repræsentativ Forfatnings Goder, der kaldte den i Ilden, det var Ønskerne om Hartkornets lige Beskatning, om almindelig Værnepligt, om Hoveriets Afløsning og om Fastevæsenets Overgang til Selvejendom. Og endda paa disse Omraader var det fra Først af mere enkelte udenfor Landalmuen staaende Mænds Bestræbelser end egne Anstrængelser, der bragte Bondespørgsmaalet frem paa Dagsordenen. Mere end noget Andet var det maaske det 1842 af Skomager J. A. Hansen og Skole-