113 lærer Rasmus Sørensen stiftede Blad „Almuevennen“, der bragte de Forandringer i Landboforholdene, som fra Bondens Standpunkt maatte anses ønskelige, til almindelig Bevidsthed hos Standens egne Medlemmer og hævede deres Selvfølelse ligeoverfor Godsejerne. Aaret efter fratraadte R. Sørensen Redaktionen, men kun for paa idelige Omrejser ved det mundtlige Ord at paavirke Bondestanden i samme Retning som hidtil gjennem „Almuevennen“, og i denne Gjerning fik han snart en endnu dygtigere Fælle i Husmand Peder Hansen af Lundby. I Stænderne var det tidligst Drevsen og B. Christensen, der gjorde sig til Tolk for de Onsker, der begyndte at gjære i Bondestanden, idet de i de roskildske Stænders Samling 1844 fremkom med Forslag om Nedsættelse af en Kommission med det Hverv at undersøge og gjøre Forslag om de Forhold og Vilkaar, under hvilke den danske Bondestand befandt sig. Dette Andragende fremhævede som sin Hensigt at virke til, at Bondestanden blev hævet „til virkelig Frihed og Lighed for Person, Ejendom og Virksomhed med Statens øvrige Borgere“, og antydede netop som Formaal, der særlig kunde være Spørgsmaal om at faa gjennemført, Fremme af Selvejendom eller Arvefæste, Hartkornets Udjævning, Indførelse af almindelig Værnepligt, Forbud mod Oprettelse af Len og Stamhuse o. s. v. Forslagstillerne selv udtalte, at de ikke nærede stort Haab om, at Forsamlingen i sin daværende Sammensætning vilde paa en fyldestgjørende Maade tage sig af Sagen, men at de alligevel bragte denne frem af Hensyn til den mellem Landalmuen især paa Sjelland herskende bevægede og foruroligende Stemning. En saadan Udtalelse var nu visselig henset baade til Tid og Sted ikke nogen heldig Indledning til Sagens Drøftelse. Den havde utvivlsomt ogsaa sin ikke ubetydelige Andel med i at give Forhandlingerne det Præg af Lidenskab, hvormed de især fra Modstandernes Side førtes, og som naaede sit Toppunkt i en saadan Ytring som, „at Andragendet nedværdigede Forsamlingen, og at der deri fremsattes Grund-