114 sætninger, som, hvis de følges, ville nedbryde al Ejendomsret.“ Forslagstillernes Tvivbl om Sagens Fremme blev ioøvrigt ikke gjort til Skamme, idet Andragendets Henvisning til Udvalg nægtedes med 36 Stemmer mod 26. Hermed var imidlertid Landbosagens Forhandling ikke endt. Der forelaa endnu Forsamlingen to af et Medlem indbragte Andragender fra Holbek Amt om Hartkornets lige Beskatning og om Selvejendoms Fremme. I Anledning af disse blev der dog nedsat Udvalg, hvis Betænkning imidlertid var stærkt præget af, at dens Forfattere delte den kongelige Kommissarius Orsteds Betragtningsmaade af Andragenderne, hvis Tilblivelse han tillagde de „fule Folkeforførere“, der rejste omkring og udbredte Misnøje blandt Bønderne. Den indstillede nemlig, at Kongen skulde udtale sit Mishag med den Retning, hvori Andragenderne gik, idet den dog anbefalede adskillige Reformer med Hensyn til de omhandlede Forhold. Især ved den endelige Behandling af denne Betænkning opblussede Kampen mellem Bondens Talsmænd og Aristokratiet igjen i hele sin Heftighed, og det var her, at Drevsen fandt sig foranlediget til at lægge de sidste paa Sinde den Ytring af en Gaardmand i Holbek Amt: „Gjøres der ikke Noget for Bondestanden, saa frygter jeg for, at Postelinet bliver slaaet itu.“ Orla Lehmann, der allerede unde den indledende Behandling af Drevsens og Christensens Andragende havde støttet dette og med usædvanlig Besindighed søgt at slukke den Brand, det havde antændt, traadte under denne Forhandling i Skranken for Bonden med sin magtige Veltalenhed. Med Grundighed og Maadehold søgte han at gjendrive den afgivne Betænknings sneverhjertede Syn paa Sagen og udtalte sig især med stor Varme for Selvejendoms Fremme ikke blot fra Bondestandens og Agerbrugets Standpunkt, men fornemmelig fra Statens som et Middel til at løfte Landalmuens bedste Bestanddele op i den egenlige Middelstand. Til den endelige Behandling stillede han ogsaa et Ændringsforslag til Betænkningen, der gik ud paa, at Kongen ved en dertil beskitket Kommission vilde „lade undersøge,