115 hvorvidt der — forøvrigt uden at træde Ejendomsretten eller andre velerhvervede Rettigheder for nær — fra Statens Side ad Lovgivningens eller Forvaltningens Vej kunde gjøres Noget til at fremme og lette Fæstegodsets Overgang til Selvejendom eller i alt Fald til Arvefæste.“ Ændringen forkastedes imidlertid med 40 Stemmer mod 24, og ved sin Optræden opnaaede Lehmann nærmest kun at blive Skive med for alt det grove Skyts, som man fra Salens højre Side afskjød mod Christensen og Drevsen. Det gik i den Henseende endog saa vidt, at Formanden maatte kalde et af Forsamlingens højadelige Medlemmer til Orden for et altfor nærgaaende Udfald imod ham. Enden paa Sagen blev dog, at det med 34 Stemmer mod 30 vedtoges at indgive Andragende til Regeringen om Udjævning af Hartkornets ulige Beskatning mod fuld Erstatning til det hidtil skattefri Hartkorn, om Bortarvefæstning af Bøndergaardene paa Krongodserne og om Forbud mod, at der for Fremtiden oprettedes Len og Stamhuse paa saadanne Betingelser, at der lagdes Hindringer i Vejen for Bøndergodsets Afhændelse. Ligesom Lehmann havde maattet dele den Medfart, Bondesagens Modstandere i Stænderne havde ladet vederfares Drevsen og Christensen, saaledes fik han ogsaa sin rigelige Andel med i de mangfoldige skriftlige og mundtlige Bevidnelser af Tak og Paaskjønnelse, som i den nærmeste Fremtid derefter fremkom fra Bondestanden rundt omkring i Landet for hine Mænds Holdning under Stænderforhandlingerne. Festmaaltider for og Adresser til dem vare imidlertid ikke de eneste Følger af hine lidenskabelige Ordvexlinger i Roskilde Stændersal. Det er umiskjendeligt, at den haardnakkede Modstand mod Forbedringer med Hensyn til Landboforholdene, som den højre Side af Salen havde røbet, vakte en dyb Misstemning og Bitterhed i Bondestanden, og det er neppe urigtigt, naar man har troet at turde paastaa, at det væsenlig var fra de omtalte Stænderforhandlinger, det maa hidledes, at ogsaa Bøndernes Ønster kom til at gaa i Retning af en virkelig fri