116 Forfatning paa en langt mere demokratisk Grundvold end Stændernes. Misstemningen i Landbefolkningen skulde dog faa yderligere Tønder derved, at Regeringen ubetinget stillede sig paa dens Modstanderes Side og forsøgte paa ved Magtsprog at kue den allerede stedfindende Bevægelse. I Marts Maaned 1845 udstedte Kancelliet en Rundskrivelse til alle Amtmændene, hvori disse i Anledning af, at det var bragt i Erfaring, at R. Sørensen og P. Hansen rejste omkring for at ophidse og forlede Almuen til Indgivelse af falske Klagemaal m. v., opfordredes til at skaffe Vished i Sagen og træffe Foranstaltninger derimod. Dette var selvfølgelig Løsenet til en Hærskare af Forhører og Undersøgelser, der dog ikke bragte noget Ulovligt for Dagen. Længere hen paa Aaret forbødes det Sognefogderne at give sig af med at indsamle Underskrifter paa Adresser i Bondesagen. Da imidlertid Bønderne og deres Førere, blandt hvilke nu den forhenværende Skolelærer Gleerup indtog en sær fremtrædende Plads, ikke lode sig skræmme, men ved offenlige og private Møder og paa mangehaande andre Maader søgte at vinde yderligere Indgang for deres Anskuelser, greb Regeringen til det Yderste. Ved et Cirkulære fra Kancelliet af 8de November 1845 blev det under Paaberaabelse af det herskende Røre i Landbostanden foreskrevet, at Afholdelse af Forsamlinger paa Landet til Drøftelse af Bondens Retsforhold for Fremtiden skulde være betinget af forud indhentet Tilladelse fra vedkommende Politimester, af hvis Skjøn Tilladelsens Meddelelse afhang, og som tilmed selv skulde overvære Forsamlingen, ligesom det ubetinget forbødes, at saadanne Forsamlinger afholdtes i Kjøbstæderne, eller at de besøgtes af Andre end Beboerne i det paagjældende Sogn. Dette Cirkulære vakte en hel Storm. Den frisindede Del af Hovedstadens Dagspresse, af hvilken særlig „Fædrelandet“ allerede tidligere havde aabnet sine Spalter for Bondesagen, brød enstemmig Staven derover, og selv den maadeholdne Schouw traadte tilsidst i sit „Dansk Ugeskrift“ op imod det forhadte Cirkulære.