117 Kun faa Uger efter, at dette var udkommet, indfandt der sig i Hovedstaden en Sendelse af Bønder for at overbringe Kongen en Adresse, som var underskreven af over 9000 af deres Standsfæller, og hvori der androges paa Iværksættelsen af de Landbo-Foranstaltninger, der stode paa Dagsordenen blandt disse. Sendebudene søgte Adgang til Kongen, der afslog at modtage dem og henviste dem til sin Kabinetssekretær. En Del Medborgere med Drevsen og Christensen i Spidsen udstedte Indbydelse til ved et Festmaaltid paa den kongelige Skydebane at vise Adressens Overbringere deres Samstemning. Men selv ligeoverfor en saadan Plan og midt i Hovedstaden spøgede Cirkulæret. Efter forskjellige Gjenvordigheder fra Politiets Side kom Maaltidet vel i Stand. Men det aabnedes med Oplæsningen af en Skrivelse fra Politidirektøren, hvorved Indbyderne gjordes ansvarlige for, at Intet forefaldt, som kunde stride mod Cirkulærets Bestemmelser — ikke at tale om, at Politiet beslaglagde en til Festen skreven Sang, saa den ikke kom til Afsyngelse. Ved denne Fest var det overdraget Lehmann at udbringe Skaalen for Bondestanden. Han udførte dette Hverv med Værdighed, Takt og Besindighed; han steg ikke ned til dem, hans Tale særlig var rettet til, men søgte at drage dem op til sig. Han vedkjendte sig atter her den Overbevisning, at Selvejendoms Gjennemførelse var i højeste Grad vigtig „ikke blot for Agerbrugets Udvikling og Landets Rigdom, men fremfor Alt for Folkets Fremgang i Uafhængighed og Oplysning“, og udtalte, at det maatte komme dertil, at Lovgivningen tog Sagen i sin Haand. Men han lagde tillige Bønderne indstændig paa Hjerte at nytte hver Lejlighed, der frembød sig, til i det Enkelte at vinde Selvejendom, idet „enhver Tomme Land, som vindes for Friheden, er en Sejr for den gode Sag.“ Betegnende nok for hans hele politiske Standpunkt henvendte han dog fremfor Alt Bøndernes Opmærksomhed paa Erhvervelsen af almindelig Værnepligt. „Jeg veed saa godt som Nogen“ — sagde han — „at et Kancelli-Cirkulære ikke er en vov, og jeg har den faste