118 Fortrøstning, at dette sidste snart vil have udcirkuleret“; men Spørgsmaalet om almindelig Værnepligt og Arbejdet herfor faldt ikke ind under Cirkulæret, og det kunde Bønderne altsaa uhindret kaste sig over. Hvad de overhovedet skulde opnaa, det vilde de, saaledes som Sagerne nu stode, naa ikke ved Andres Formynderskab, men ved egen Anstrængelse i deres Ansigts Sved. Herover skulde de dog ikke sørge; thi vare de voxede ud af Umyndigheds-Tilstanden, maatte de ogsaa „føle Mandens Stolthed, der ved egen Kraft vil bygge sin Velfærds Hus“, og havde de mindste Forstand paa Livet, da vidste de ogsaa, at „kun hvad der er surt erhvervet, det skattes højt, forsvares mandig og bruges godt“. Vi skulle iøvrigt ikke her dvæle ved de Plagerier fra Politiøvrighedernes Side, hvortil Bonde-Cirkulæret gav Anledning, eller ved de mange Vidnesbyrd om den bitre Stemning, det havde vakt hos dem, imod hvem det nærmest var rettet. Den kraftigste og mest virkende Modforanstaltning, der blev truffen, var vel ikke nærmest foranlediget ved Cirkulæret, idet Spiren dertil kan føres tilbage til Dagen før sammes Udstedelse, men fik i alt Fald ved dette en Styrke og Udbredelse, hvortil der ellers vilde have været krævet meget længere Tid. Vi sigte til den Forening, der senere fik en saa mægtig politisk Betydning, Bondevennernes Selskab. Allerede den 7de November 1845 var der fra Bevægelsens Brændpunkt, Holbek Amt, udgaaet en Opfordring til Drevsen og Christensen om at stille sig i Spidsen for Dannelsen af en hele Landet omfattende Landboforening med det Hverv at arbejde for Bondestandens fuldstændige Ligeberettigelse med de andre Samfundsklasser. I December uggik den almindelige Indbydelse til Indtrædelse i den paatænkte Forening, og den 5te Maj 1846 dannedes denne under en Bestyrelse, der foruden de nysnævnte tvende Mænd bl. A. ogsaa talte Lehmann, Tscherning og Gleerup i sin Midte. Omtrent samtidig hermed ophævedes pludselig det berygtede Cirkulære ved en kongelig Befaling af 12te Maj. Hermed gjordes der vel ikke Ende paa Bonde-