123 saatter hilsede med Glæde; men i Glæden var der dog en bange Anelse om, at Bruddet var kommet for sent, og at den Sæd, som hine Mænd og deres Hjælpere havde udsaaet, vilde komme til at bære blodig Frugt. Stemningen var i det Hele fortrykt og bekymret hos dem, der virkelig havde Sind og Sands for Andet end Døgnets Glæder eller det daglige Brød. Fuld Fortrøstning til Kristiaun VIII lod sig ikke fremkalde; thi var end Bindet blevet revet ham fra Ojnene for de schleswigholsteinske Rænker, saa forsmaaede han dog tillidsfuldt og helt at kaste sig i det trofaste danske Folks Arme og var endnu bestandig kun altfor tilbøjelig til i enhver varm og livskraftig Ytring af Fædrelandskjærligbeden kun at se en Overskridelse af „Kompetencen“. Med en vis Længsel begyndte man derfor at se ud over hans Regeringstid, ud imod den, der engang skulde afløse ham paa Thronen, og hos hvem man, hvor ubekjendt han iøvrigt var de Fleste, dog forudsatte et virkelig dansk Hjertelag. Man følte, at Stænder-Indretningen havde udspillet sin Rolle og ikke længer var et Middel til at bøde paa Tidens Brøst; derfor fejrede man heller ikke mere Aarsdagen for dens Indstiftelse. Men klamrede sig med større Iver end nogensinde til Tanken om, at fuldstændig politisk Frihed dog maaske var det eneste Middel, der formaaede at løse Forvirringeu. — Tilhører nu vel end Et og Andet i de Stemninger, vi her have antydet, ligesom ogsaa enkelte af de Begivenheder, der skabte dem, en lidt senere Tid, saa har man dog i det Anførte et Bidrag til Bedømmelsen af Tilstanden, som den var, da Stænderne i Roskilde traadte sammen den 15de Juli 1846 samtidig med Forsamlingen i Itzeho. Hvad der allerede tidligere havde været Tegn til, var i denne Samling umiskjendeligt, at Flere af dem, der i sin Tid havde staaet nærmest om den politiske Friheds Banner, nu havde trukket sig bort, vare overfløjede af Bevægelsen og havde stillet sig i deres Rækker, der ved alle Lejligheder holdt igjen. Det gjaldt saaledes baade David og Ussing, det gjaldt ogsaa Bang, der i Mellemtiden