124 var bleven Medlem af Rentekammeret og nu afløste Orsted som kongelig Kommissarius. Gjennem hans Mund modtog Forsamlingen Bud og Hilsen fra Kongen om, at denne ventede, at Stænderne ikke vilde indlade sig paa Anliggender, der vedkom andre Statsdele og altsaa laa udenfor deres Omraade, ledsaget af en Tilrettevisning for, hvad der i formentlig Modstrid hermed var fremkommet i den sidste Samling. Professor Clausen, der indtog Formandssædet, værnede imidlertid i en kraftig Udtalelse om Forsamlingens Ret til at ytre sig om saadanne almindelige Anliggender, ved hvilke den enkelte Statsdels Interesse ikke kunde skilles fra det Heles, og uagtet al anden Meningsforskjel mellem Forsamlingens Medlemmer blev denne Erklæring enstemmig tiltraadt. Men Spaltningen skulde snart vise sig. Inden Forsamlingens Sammentræden var det paa et Møde mellem Orla Lehmann og forskjellige jydske Stændermedlemmer, der tilhørte Frihedspartiet eller, som det nu med Føje kunde hedde, det „national-liberale“ Parti, blevet vedtaget paany at rejse Spørgsmaalet om en fri Forfatnings Indførelse og at gjøre det i Forbindelse med Spørgsmaalet om Forholdet mellem de forskjellige Statsdele. Idet Lehmann paatog sig at bringe denne Sag frem i Östifternes Stænder, gjorde han et Skridt, langt alvorligere end noget af de tvende, der tidligere havde bragt ham en offenlig Tiltale paa Halsen. Men han gjorde det med en inderlig Overbevisning om, at det for det faretruede Fædrelands Frelse maatte gjøres uden Hensyn til de mulige Følger for ham personlig. Allerede i Forsamlingens andet Møde indbragte han sit Forslag, der gik ud paa, at Forsamlingen skulde indgaa med Andragende om følgende tre Punkter. For det Første, at Kongen i Gjerning vilde sikre den uadskillelige Forbindelse mellem Sønderjylland og det øvrige danske Rige, der nys havde fundet sin Stadfæstelse i det aabne Brev, ved at træffe Foranstaltninger til at udvikle hin Landsdels provindsielle Selvstændighed i et saa stort Omfang, som det uden Afbræk for Rigets