125 Enhed var muligt. Dernæst, at der snarest mulig maatte sammenkaldes en for Øerne, Nørre- og Sønderjylland fælles grundlovgivende Rigsforsamling i Kjøbenhavn, valgt efter de for Stænderne gjældende Bestemmelser, dog med fri Valgbarhed, og til denne Forsamlings Overvejelse og Beslutning forelægges et Udkast til en fri Forfatning, der kunde „betrygge Staten en kraftig og folkelig Regering ved at knytte Kronens Virksomhed til et Ministeriums Ansvarlighed og ved at indrømme en af en frisindet Valglov, der gjør Valgretten uafhængig af Standsadskillelser og Valgbarheden fri, fremgaaet Folkerepræsentation besluttende Medvirkning ved Lovgivningen og ved Skatternes og Statsudgifternes Bestemmelse.“ Endelig, at Kongen, saasnart Arveforholdene i Holsten vare ordnede, vilde enes med Holsten, Lauenborg og det tydske Forbund om den Maade, hvorpaa de to nævnte Hertugdømmer kunde ønske at slutte sig til det danske Riges Statsforfatning og Statsforvaltning, hvorom en Lov derefter vilde være at forelægge Danmarks tilkommende Rigsdag, „som stedse vil være rede til at indgaa i ethvert Fællesskab med Hensyn til Institutioner, Love og Statsstyrelse, som kunde bestaa med det danske Riges Selvstændighed som en af det tydske Forbund uafhængig Stat og med Nationens Velfærd som en væsenlig nordisk Folkestamme.“ I den striftlige Begrundelse af dette Forslag hentydede Lehmann til, at det, efterat Arvespørgsmaalet nu var afgjort, maatte anses som en uafviselig Nødvendighed at gjenoptage Forfatningssagen, hvis heldige Løsning i Kristian VIII.s Levetid var Danmarks højeste Velfærdsanliggende, og at ligesom en Udsættelse af denne Sags lovlige og fredelige Ordning kunde medføre ubodelig Skade for Kronen og Riget, saaledes maatte hin Nødvendighed især være indlysende, efterat det belejlige Øjeblik til en mæglende Overgang var gaaet ubenyttet forbi, idet jo Regeringen havde ladet sit eget Forslag om Stænderkomiteer falde. Hele den senere Tids Historie havde kun altfor tydelig godtgjort, hvor lidet betrygget Danmarks