128 af den Byrde paa Nationen, der er for tung for dens egne Skuldre.“ Han var indtraadt i Stænderne med den Overbevisning, at det maatte blive deres Hovedopgave at gjentage og nærmere at begrunde Kravet paa fuld politisk Frihed. Hvorfor han ikke selv hidtil formelig havde rejst dette Krav, var, fordi han 1842 troede at burde tage imod Tilbudet om Stænderkomiteer og 1844 maatte anse Arvespørgsmaalets Ordning for det nærmest Fornødne. Men hvad skulde nu afholde Forsamlingen fra at rejse det? Mindst dog vel Hensynet til Stænder-Indretningens Fortræffelighed; thi hvert Medlem maatte, troede han, fra sit Hjem have medbragt det Indtryk, at Folket nu kun følte Ligegyldighed for denne, „som det i sin Tid omfattede med saa store Forhaabninger, men som har beredet det saa mange bitre Skuffelser.“ Folket maatte dog nu endelig have Krav paa en ærlig og aaben Udtalelse fra sine Repræsentanters Side af, hvad der, saaledes som Forholdene stillede sig, maatte anses som det ene Fornødne. En slig Udtalelse maatte dog Stænderne kunne bringe, det var Kongen, hvem selve Afgjørelsen tilkom, og saalænge hine holdt sig paa Bønnens Omraade, forstod han ikke, hvorledes de skulde kunne overskride deres Beføjelse. Hvad Sagens nærmere Ordning angaar, havde man, bemærkede han, saa tit og spydig foreholdt en fri Forfatnings Venner, at de kun udtalte Ønsket om en saadan ganske i Almindelighed uden at paavise Maaden, hvorpaa Forfatningen skulde blive til. Han var derfor heller ikke blevet staaende ved det blotte Ønske. Forfatningsudkastet selv, mente han visselig, maatte efter sin Natur udgaa fra Statsraadet, der til den Ende ønskedes gjenfødt med frihedssindede Medlemmer; hvad angaar den folkelige Medvirkning ved Tilblivelsen, indeholdt Forslaget selv alt Fornødent, og spurgtes der om, hvorledes han i det Enkelte tænkte sig Forfatningens Indhold, da var han rede til under Forhandlingerne efter Evne at give fuldstændig Besked. Jøvrigt miskjendte han ingenlunde, at Opgaven for os var langt vanskeligere end i ethvert andet Land, hvor det gjaldt om at afløse Enevælden