- Project Runeberg -  Orla Lehmann og hans Samtid /
130

(1871) Author: Christian Emanuel Frits Reinhardt
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

130 Forslagets videre Fremme. Nogle fandt, at Øjeblikket til dets Fremkomst var ubetimelig valgt, Andre, at det var uklogt at forøge det schleswigholsteinske Partis Forbitrelse ved her at tage Beslutning om et Anliggende, der saa stærkt berørte ogsaa Hertugdømmernes Interesser; Nogle, at Forslaget overhovedet ikke anviste en praktisk Vej til Øjemedets Opnaaelse, Andre, at det for lidet gik ind paa Spørgsmaalets Enkeltheder; ja der hentedes endog Modgrunde fra Hensynet til, at den repræsentative Forfatning hverken i Frankrig, England eller andre konstitutionelle Stater havde kunnet skabe materielt Velvære blandt de arbejdende Klasser. Med størst Dygtighed optraadte David mod Forslaget, men tillige med en paafaldende Bitterhed, der iøvrigt ikke var enestaaende. Vi skulle i saa Henseende blot minde om, at da Lehmann senere ligeoverfor den megen Tale om Ansvaret ved at fremme Sagen havde antydet, at Ansvaret ved at afvise den var mindst ligesaa stort, idet „en Afvisning af denne Sag fra den lovlige Behandling i en Forsamling, som er stillet under bestemte Former og Regeringens Tilsyn, let kunde blive det samme som en Henvisning af Sagen til Kredse og Omstændigheder, hvor ingen saadan lovlig Afgjørelse vilde kunne finde Sted“ — besvaredes denne Ytring bl. A. med en Bemærkning om, at „de, der nu som Demagoger glæde sig til den Tid, da de skulle staa højt, mulig engang vilde komme til at føle, hvor dybt de vare faldne fra deres indbildte Højde.“ Formanden hævdede gjentagne Gange, at han ikke kunde gaa ind paa den kongelige Kommissærs Anskuelse om, at Sagens Fremme skulde være utilstedelig, medmindre denne oplyste, at et udtrykkeligt Kongebud erklærede enhver Forhandling af Sagen for ligefrem ulovlig. For et saadant vilde han bøje sig, paa den ene Side vel med dyb Beklagelse, paa den anden dog med Tilfredshed over, at denne Samling var den sidste i de 6 Aar, for hvilke Stændervalgene gjaldt; men uden det maatte han forvare ethvert Medlem, der vilde stemme for Udvalg, mod Beskyldningen for at handle ulovlig. Kommissarius efterkom imidlertid ikke den Opfordring til ham, der

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jun 12 21:17:36 2026 (www-data) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/olehmann/0150.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free