131 laa i denne Ytring, men henholdt sig til sin tidligere Bemærkning om, at han efter den Stilling, han indtog i Salen, ikke kunde tilstede Sagens Behandling. Tillige søgte han at afkræfte Betydningen af sin egen tidligere Optræden til Fordel for en Udvikling af Stænder-Indretningen med Bemærkningen om, at de 1840 indkomne Andragender om en konstitutionel Forfatning, som han dengang harde stemt for at henvise til Udvalg, for største Delen hidrørte fra „Folk af Almuestanden“, at hans antydede Stemmegivning var begrundet i Ønsket om, at Andragerne kunde blive „oplyste om Forhold, som de ikke havde begrebet“, ut det nu var forbi med hele hin Bevægelse, og at det havde vist sig, „at den ikke havde nogen sund Rod i Folket“. Forgjæves tog Lehmann den ene Gang efter den anden Ordet for at imødegaa sine Modstanderes Indvendinger, forgjæves støttedes han fra mange Sider, deriblandt de fleste af Hovedstadens Stændermedlemmer, og med størst Varme af B. Christensen, som erklærede, at Lehmann ved sit Forslag havde gjort sig vel fortjent ikke blot af Folket, men ogsaa fortrinsvis af Thronen. Ved Afstemningen, der foregik i Mødet den følgende Dag — efterat Forsamlingen paa Opfordring af Formanden enstemmig havde erklæret, at den ikke fandt Anledning til særlig at udtale sig om sin Beføjelse til at tage Beslutning i Sagen — nægtedes ikke desmindre Sagens Henvisning til Udvalg med 34 Stemmer mod 29, og den var dermed bortfalden. Om denne Forhandling drejede Hovedinteressen sig i Stændersamlingen 1846. Hvad der senere fremkom, klang mat i Sammenligning dermed, Ussings Forslag om at gjenoptage Tanken om Stænderkomiteerne, Tuteins gjentagne Andragende om en forandret Sammensætning af Statsraadet o. s. fr. Ikkun Larsens Forslag til et nyt Andragende om Foranstaltninger til at betrygge dansk Sprog og Nationalitet i Sønderjylland var egnet til at finde fuld Gjenklang i Folket. Kommissarius modsatte sig selvfølgelig Behandlingen af dette Forslag; men det afgjordes dog med 31 Stemmer mod 28, at 9*