132 der skulde nedsættes et Udvalg, hvori Lehmann fik Sæde, og som ogsaa anbefalede Sagen, uden at denne dog kom til endelig Afgjørelse. Der hvilede i det Hele en vis Mathedens og Afspændthedens Aand over Forsamlingen, og de senere sammentraadte viborgske Stænder holdt sig imod Sædvane ikke ganske fri for Paavirkning af den samme Aand. Foørst i den sidstnævnte Forsamlings Slutnings-Henvendelse til Kongen fik de Stemninger, der besjælede den bedre Del af Folket, et saa fyldigt og alvorligt Udtryk, som Tiden og Stillingen havde Krav paa. Idet Forsamlingen hævdede, at det aldrig fra dansk Side havde været tilsigtet eller forsøgt at gaa den tydske Nationalitet for nær, men at der maatte trædes alvorlig op mod schleswigholsteinsk Anmasselse og ydes den danske Nationalitet i Sønderjylland lige Beskyttelse med den tydske, udtalte den tillige det danske Folks Beredvillighed til at bringe ethvert Offer, som den truende Fremtid maatte udkræve. Den omtalte vel med Anerkjendelse Udstedelsen af det aabne Brev, men mindede tillige om, at Regeringen ikke ene vilde kunne magte en Løsning af de forviklede Forhold, men at hertil vilde behøves en folkelig Medvirkning gjennem tidssvarende Institutioner. Forsamlingen havde ikke denne Gang villet foregribe Regeringens Beslutning i saa Henseende ved noget umiddelbart Andragende; men skulde Forholdene om to Aar ikke have forandret sig, da vilde sandsynligvis de da sammentrædende Stænder finde sig opfordrede til at udtale sine Anskuelser for Kongen om, hvorledes Fædrelandets Fremtid kunde betrygges og de ulykkelige Misforhold mellem Statsdelene udjævnes. Og skulde Regeringen da formene Stænderne frit at udtale sig om disse Livsspørgsmaal for Staten, saa maatte disse opgive Tanken om at kunne være til den Nytte for Fædrelandet, hvorpaa Folket syntes at have billigt Krav. — Di-sse bevægede Aar med deres mangehaande gjærende, mere eller mindre uklare Rørelser, med deres Blanding af Frygt og Haab, af Mathed og Lede vexlende med en begejstret