1390 ophidsede Mængdes viljeløse Tjener. Vidstes det end herhjemme ikke endnu, at Februar-Revolutionen havde bragt de schleswigholsteinske Partiføreres Planer til Modenhed, at det væbnede Oprør nu allerede var besluttet, og at der kun manglede de sidste Forberedelser og Aftaler for at sætte det i Værk, saa følte man dog med hver Dag mere, at Faren voxede. I den første Halvdel af Marts havde Lehmann gjentagne Gange længere Samtaler med Kongen for at sætte ham ind i sine og sine Meningsfællers Opfattelse af Stillingen og dens Krav, og samtidig hermed arbejdede han med Kraft og Ihærdighed for at paavirke Folket i samme Retning. Han sammentraadte med Professorerne Clausen, Flor, Krieger og P. Pedersen, Grossererne Hvidt og Meinert, Redaktør Ploug og afskediget Kapitain Tscherning for ved den muligst udstrakte Benyttelse af det mundtlige og skriftlige Ord at vække en almindelig Erkjendelse af den Fare, hvormed Bevægelsen i den schleswigholsteinske Lejr truede Fædrelandet, saavelsom Overbevisningen om Nødvendigheden af Kongerigets og Sønderjyllands konstitutionelle Forening. De udstedte en Indbydelse til Indsamling af Pengemidler for at støtte denne Plan og sammenkaldte et offenligt Møde i Kasino for at drøfte Sagen. Om Aftenen den 11te Marts vare over 2,300 Mennesker mødte i Kasinos store Sal. Gamle Hvidt førte Forsædet, og Clausen, Lehmann, Krieger og Tscherning talte hver paa sin Vis for Nødvendigheden af med Alvor og Kraft, ved Opbydelsen af alle lovlige Midler at arbejde for Gjennemførelsen af hin Tanke om ved en fælles fri Forfatning at fastholde det allerede halvt løsnede Sønderjylland ved Danmark. Clausen havde Ordet først og paaviste med al den Alvor, Klarhed og Tankevægt, der stod ham til Raadighed, at Spørgsmaalet om hin Landsdels Forbliven ved Danmark var et Spørgsmaal om Liv og Død for vort Folk. Hertil vilde Lehmann for sit Vedkommende „knytte nogle Bemærkninger“. Men det blev til et Foredrag ligesaa udførligt som Clausens, hvori han med vanlig Veltalenhed gjendrev alle de Indvendinger, der fra