140 Helstatsmændenes Standpunkt kunde tænkes fremsatte med hans og Medindbydernes Tanke, og indstændig lagde sine Landsmænd paa Sinde ikke at lade sig bedaare til for Frihedens Skyld at tage imod nogen Forfatning, som ikke gav Danmark, hvad Danmarks var, og Tydskland, hvad Tydsklands var, men som for at holde paa Holsten bortkastede Sønderjylland. Med fuld Føje kunde han i saa Henseende tilraabe de Tilstedeværende de Ord, hvormed han sluttede sit Foredrag: „Her er i denne Sal Ingen, der med mere brændende Længsel end jeg har ventet paa den Dag, da jeg højt kunde løfte min Pande som en fri Stats fri Borger. Der er derfor heller Ingen, som har større Ret til at advare imod, at vi i utaalmodig Higen skulle gribe efter Noget, der vilde berede os Fordærv og Anger. Friheden er os vis, det gjælder nu kun om at faa den paa den rette Maade.“ Uagtet Indbydernes Syn paa Øjeblikkets Krav vel ikke ganske blev uden Modsigelse, idet der i alt Fald optraadte een Talsmand for den Mening, at Danmarks Konge og Folk skulde mangle Beføjelse til imod Sønderjyllands eget Ønske at hindre det i at følge Holsten ind i Tydskland, saa tilkjendegav Forsamlingen dog med levende Bifald sin Tilslutning til de af hine forfægtede Anskuelser. Jøvrigt vidnede Forhandlingerne paa Kasinomødet om, at hvor levende de Mænd, som havde sammenkaldt dette, end vare gjennemtrængte af Overbevisningen om den Fare, hvormed Fremtiden truede, saa øjnede selv de den dog endnu ikke i dens hele Omfang, eftersom Clausen i sit Foredrag ikke tog i Betænkning at erklære Tanken om, at det tydske Forbund skulde indblande sig i det Tydskland ganske uvedkommende Sønderjyllands Forhold, for „Spøgelsefrygt“. Men Aaret 1848 skulde lære endog de mest Fremsynede Meget, de ikke før havde vidst. Mødet den 11te Marts var berammet til Fortsættelse den 22de s. M.; men forinden kom Afgjørelsens Time. Lørdag den 18de samledes de fleste Medlemmer af Sønderjyllands og Holstens Stænderforsamlinger til et Møde i Rendsborg,