142 og som kunne tilføre Regeringen en energisk Vilje og Nationens Bistand, Mænd, der kunne redde Danmarks ØÆre og grundlægge Landets Frihed. Vi anraabe Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp!“ Om Aftenen aabnedes efter Aftale det andet Kasinomøde, og hvor sent end Beslutningen var tagen, bleve dog Adgangskortene bortrevne i et Nu, saa at 2,500 Mænd fyldte hver Vraa i den store Sal. Forsamlingen maatte vente længe paa Hvidt, der ogsaa denne Gang var udset til at føre Forsædet, og paa de øvrige Borgerrepræsentanter. Men den ventede i Alvor og Tavshed, der kun afbrødes, da en af Indbydernes Opfordring til ikke at tabe Taalmodigheden besvaredes med, at de Tilstedeværende som med een Mund istemmede „Danmark dejligst Vang og Vænge“. Endelig kom Hvidt, der under levende Bifald meddelte Borgerrepræsentanternes Adresse og deres Beslutning om næste Formiddag at ville drage samlede fra Raadhuset til Slottet for at overlevere den til Kongen. Han gav derpaa Ordet til Lehmann, der havde faaet det Hverv at begrunde de Beslutninger, som Indbyderne vilde forelægge Forsamlingen til Vedtagelse. Med en til hin Adresse svarende Korthed og Simpelhed i Udtrykket erklærede disse Beslutninger en schleswigholsteinsk Forfatning for en Opgivelse af den danske Krones Ret over Sønderjylland, hvortil Kongen var uberettiget, og som det danske Folk aldrig vilde taale, tilsagde Kongen Folkets ubegrændsede Bistand til at værne om det dansk-slesvigske Riges Opretholdelse, udtalte, at Kongerigets og Sønderjyllands Forbindelse kun kunde sikres derved, at begge, iøvrigt med al Agtelse for det sidstes provindsielle Ejendommeligheder, forenedes under en fælles fri Forfatning, og endelig forlangte Thronen omgiven med Mænd, som besade Folkets Tillid. Vi have i det Foregaaende meddelt mangt et Uddrag eller Brudstykke af de Taler, Lehmann ved denne eller hin mere fremtrædende Lejlighed har holdt. Den Tale, hvormed han indledede og begrundede hine Beslutninger, og som vel tør