146 dannet paa den Betingelse, at han ved sin Ankomst til Slottet forefandt Kasinomødets Ledere og særlig Hvidt, ligesom Bluhme ogsaa for sit Vedkommende fulgte Kongens Kaldelse. Paa Slottet var man imidlertid bleven utaalmodig over intet Nærmere at have hørt fra Monrad og Hvidt, og Bang tilbød derfor at opsøge dem for at faa deres omtalte Erklæring tilvejebragt. Han traf hine to Mænd i Forening med Clausen, Lehmann og Tscherning samlede hos Schouw i dennes Bolig ved botanisk Have, hvor desuden Krieger, Ploug og H. Hage vare tilstede. Efter at være gjorte bekjendte med de Grundsætninger, paa hvilke den foreløbige Regering skulde dannes, vare de i høj Grad betænkelige ved at underskrive hin Erklæring og gjorde det tilsidst kun for at undgaa de mulige Følger af Vægringen, som Bang antydede, Kongens Nedlæggelse af Kronen, Uroligheder i Hovedstaden o. s. fr. Lehmann vægrede sig længst og søgte at formaa Bang til at give Afkald paa at faa hans Medunderskrift; men da denne erklærede, at dermed den hele Ordning maatte briste, føjede han sig tilsidst for ikke at splitte Enigheden mellem Folkemeningens Ledere. Da Bang Kl. 91,2 om Formiddagen kom tilbage til Kristiansborg med Erklæringen, havde Stillingen imidlertid fuldstændig forandret sig. Under hans Fraværelse havde Kongen modtaget nyere Efterretninger om Rejsningen i Holsten og et uforskammet Brev fra Prinsen af Augustenborg, hvori denne ligefrem erklærede, at han havde stillet sig i Spidsen for Bevægelsen, og at Hertugdømmerne, saafremt ikke alle deres Fordringer vare indrømmede inden den 24de, vare tabte for Kongen. Denne var selvfølgelig yderst forbitret herover, og nu tilraadede Bang selv at hente Førerne for det nationalliberale Parti, hvortil han fik Kongens Bemyndigelse. Mellem Kl. 10 og 11 begave hine Mænd sig altsaa til Slottet, idet, som Lehmann siger, ingen af dem havde „mindste Tvivl om, at det var vor Pligt at følge Kongens Kald, hvor uventet end denne Tingenes Vending var, og hvor tungt et Ansvar det