157 Lehmann — „hvorpaa Ministeren tilkjendegav, at Preussen nu engang i alt Fald havde besluttet i Forening med sine Forbundsfæller at betragte og behandle Sagen som tydsk, laa efter mit Skjønnende mere Bevidstheden om Magt end Overbevisningen om Ret, og skjøndt det ikke blev sagt, troede jeg dog at kunne skimte igjennem den Tanke, at Ministeriet var nødt til at handle saa, enten det vilde eller ikke, og at Evropa befandt sig i en saadan Opløsningens Tilstand, at det vilde være nødt til at taale det, enten det billigede det eller ikke. Det gjør mig ondt at maatte sige, at saaledes er efter min Overbevisning Stillingen i Virkeligheden. Mod Havet, som under en Stormflod bryder ind over min Ejendom, er det frugtesløst at fremlægge et nok saa godt affattet og thinglæst Skjøde.“ I Samtalens videre Lob henledede Lehmann Opmærksomheden paa, at Besiddelsen af Sønderjylland af hver dansk Mand i den Grad blev betragtet ikke blot som en Æres-, men ligefrem som en Livssag, at der ikke var Tvivl om, at hans Landsmænd vilde kæmpe mandig derfor, at Preussen, om vi end i Længden ikke vilde kunne værge Halvøen, dog vilde komme i en ubehagelig Stilling, naar det ikke kunde naa os paa Øerne og fik sin Handel ødelagt ved vor Flaade, og at det var en egen Sag selv for en Magt som Preussen at tænde Krigsluen, der i et Øjeblik som det daværende let kunde stikke hele Evropa i Brand. Om det Første erklærede Arnim sig overbevist, det Andet havde han og de øvrige Ministre allerede modent overvejet, og med Hensyn til det Tredje maatte han bemærke, at Preussens Indblanding netop var begrundet i Ønsket om at forebygge Krig. Ingen Magt paa Jorden vilde nemlig kunne afholde Tydskerne fra skarevis at styrte sig ind i en regellss Kamp, naar de Danske angreb Schleswigholsteinerne, dersom ikke Preussen med sin Hærmagt traadte imellem. Netop deri burde den danske Regering søge et anstændigt Paaskud til ikke at gjøre det første Skridt, og dette vilde i Verdens OØjne være den bedste Borgen for, at den