162 Dygtighed, han lagde for Dagen, ikke udrettede Mere, end han gjorde, smertede ham selv dybt, men vil ikke undre Nogen, naar det erindres, at han først begyndte sine Underhandlinger, da Krigen efter sædvanlige Begreber baade var erklæret og paabegyndt, og overfor Historiens Dom vil den Forventning neppe beskæmmes, som han udtaler, naar han siger: „at jeg under saadanne Omstændigheder ikke med mine to stakkels Hænder kunde stoppe en saa godt som marscherende Hær, haaber jeg ikke vil blive lagt mig til Last.“ Og ligesom han med Føje turde haabe paa, at hans Virksomhed i Berlin vilde lette Regeringens senere Forhandlinger baade med England og Rusland, saaledes kunde han ogjaa pege hen paa, at hans Sprog og hans Holdning ligeoverfor de preussiske Statsmænd maatte have bidraget til at indgyde dem „den Overbevisning, at et Angreb paa Danmark ikke, som man i Begyndelsen paa en temmelig krænkende Maade forudsatte, er den sikreste Vej til Fred, men tvertimod den utvivlsomme Vej til en ret alvorlig Krig“, og at han saaledes i hvert Fald havde værnet om „Danmarks Ære, som i vanskelige Tider er det Eneste, der staar fast, højt over alle Klogskabens Beregninger og Politikens Stridsspørgsmaal.“ Hans Hu stod nu til suarest muligt at naa London, hvor det skulde være hans Opgave at søge at formaa England, der udtrykkelig havde tilsikret den danske Krone den uforstyrrede Besiddelse af Sønderjylland, til at erklære det for Krigsgrund, at en tydsk Soldat betraadte sønderjydsk Jordbund. Fra Berlin af var han forsynet med gode Anbefalinger baade til Englands Udenrigsminister Lord Palmerston og til det derværende russiske Sendebud Baron Brunnow, der af sin Embedsfælle i Berlin indstændig opfordredes til hos de engelske Statsmænd at støtte den Opfattelse, at Sønderjyllands Skæbne enten maatte overlades den danske Regering som et rent indre Anliggende eller i alt Fald behandles som et almindeligt evropæisk Spørgsmaal. Selv skrev Lehmann, endnu før han forlod Berlin, til Grev Knuth og anmodede ham om at for-