163 syne ham med alle mulige haandskrevne og trykte Hjælpekilder til at optage en mulig Kamp med de engelske Kronjurister. „Jeg tør nu“ — tilføjede han — Hefter den gjorte Erfaring paastaa, at jeg med Kraft kan bestaa en mundtlig Drøftelse; men Englænderne ville have Alt sort paa hvidt, og hvis jeg ikke stolede paa, at Gud er stærk i de Svage, og at Troen kan flytte Bjerge, vilde jeg aldrig fordriste mig til det Vovestykke, hvortil Pligt og Mod nu driver mig.“ Lehmann skulde imidlertid, endnu inden han naaede England, komme til at tale Danmarks Sag paa et Sted, han aldrig havde anet. Umiddelbart før hans Afrejse fra Berlin henvendte det belgiske Sendebud sammesteds Baron Nothomb sig til ham med det Spørgsmaal, om han ikke havde Lyst til at tale om sit Fædrelands Anliggender med Kong Leopold af Belgien, da han i saa Fald let skulde skaffe en Anledning hertil. Lehmann gav paa denne Henvendelse det eneste rette Svar. Han erklærede, at da han hverken havde nogen Sendelse til Belgiernes Konge eller endog blot et antageligt Paaskud til at søge ham, og han hverken for sin egen eller sit Lands Skyld turde løbe Fare for at faa Udseende af en politisk Eventyrer, kunde han ikkun gaa ind paa Sagen under Forudsætning af, at det blev gjort aldeles klart, at det ikke var ham, der havde søgt, men Baron Nothomb selv, der havde foreslaaet en slig Sammenkomst. I saa Fald vilde han med Glæde meddele Kong Leopold enhver mulig Oplysning om vor Sag og gjøre det med Haab om, at denne, hvis Mening stod saa højt hos Englands Statsmænd, vilde gjøre Noget for hos disse at understøtte, hvad han ansaa for Sandhed og Ret. Paa denne Maade blev da Sagen ogsaa ordnet. Om Aftenen den 3dje April afrejste Lehmann fra Berlin forsynet med en Skrivelse til Kong Leopolds fortrolige Minister van Pradt. Han ankom om Eftermiddagen den 5te til Bryssel og havde endnu samme Aften en Samtale paa 11,2 Time med Belgiernes Konge. Lehmann udiklede fuldstændig og frimodig vor Opfattelse af Stridsspørgsmaalet for Kongen, der allerede paa ö 11*