165 Sammenkomst, erklærede, at hans Rejse alene gjaldt vor Regerings eget Sendebud i London, ligesom han ogsaa kun efter Palmerstons udtrykkelige og skriftlige Begjæring indfandt sig ved den nedenfor omtalte Forhandling. Imidlertid laa Lehmann derfor ingenlunde ledig i London. Han drøftede paa det Omhyggeligste vor Sags hele Stilling med Reventlow og gjennemgik med stor Tilfredsstillelse dennes og Knuths hidtil stedfundne Brevvexling. Han havde en udførlig Forhandling om vore Anliggender med Baron Brunnow, der raadede til, at vi ikke skulde opgive en Haarsbred af vor utvivlsomme Ret til Sønderjylland, men holde fast ved Englands Tilsikring af denne Landsdel og ikke lade det smutte bort fra den, uagtet det ganske vist vilde tilraade os den utilbørligste Eftergivenhed. Han skrev endelig uden Navn en Række Artikler om vore Forhold til »Times“« for yderligere at fastholde Englændernes Stemning for os. Disse Artikler gjorde saa megen Opsigt, at Preussens Udsending i England, Ridder Bunsen, fra gammel Tid Danmarks Dødsfjende og i enhver Henseende en værdig Repræsentant for den nedarvede preussiske Politik, fandt det nødvendigt at træde offenlig op derimod. Da han, efter hvad man sagde, ikke vilde kunne faa noget Stykke optaget i »Times«, om han saa bød 100 Pund Sterling for Linien, skete det i et særligt Skrift, men med saa liden Agtelse for Sandheden, at han for at svække Vægten af Lehmanns Ord — hvem han uden videre angav som Forfatter til de i hint Blad uden Navn optagne Artikler — end ikke undsaa sig ved at paastaa, at denne i Roskilde Stændersal havde opfordret sine Landsmænd til at „skrive de danske Love med Sværdet paa Slesvigernes og Holstenernes Rygge“. Lehmann nødtes herved til endnu engang at ty til „»Times“ for at oplyse Almenheden i England om, hvad Sandt der laa til Grund for hin Paastand. Det var ved Majfesten 1842 paa Skydebanen ved Kjøbenhavn — i den samme Tale, vi ovenfor have omtalt som den, i hvilken han første Gang udtalte Tanken om „Danmark til Ejderen“ — at han i Anled-