166 ning af de allerede dengang gængse tydske Drømme om, at Danmark skulde indlemmes i Tydskland som dettes Admiralstat, havde sagt, at vi vare „rede til at forsvare vort gamle Dannevirke baade mod Nordalbingiernes højforræderske Skraal og mod alle tydske Fuglefængeres søsyge Erobringslyst“. „Og skulde det gjøres fornødent“ — tilføjede han — „da ville vi med Sværdet skrive paa deres Ryg det blodige Bevis for den Sandhed: Danmark vil ikke!“ Efter Hukommelsen meddelte Lehmann denne Sagens sande Sammenhæng, der imidlertid ikke gjorde det forventede Indtryk paa Bunsen. Efter det af hans Venner Schleswigholsteinerne givne Exempel fandt „Ridderen“ det nemlig nemmest at fastholde den ondskabsfulde Sandhedsfordrejelse, han engang havde opstillet. Inden denne Skriftvexel fandt Sted, var det imidlertid den 12te April kommet til en henved to Timers mundtlig Forhandling mellem Lord Palmerston paa den ene og Grev Reventlow og Lehmann paa den anden Side. Den sidste førte væsenlig Ordet, og Palmerston hørte til med Opmærksomhed og Velvilje. Samtalen begyndte med, at Lord Palmerston fremstillede de gjensidige Paastande, saaledes som han havde opfattet dem. Da denne Frenmstilling røbede, at Lorden ansaa Kjærnepunktet i Striden for at være et rent Arvespørgsmaal og endda havde temmelig forvirrede Forestillinger om dettes sande Sammenhæng, var Lehmann temmelig vis paa, at det var umiddelbart Bunsens og middelbart Hertugen af Augustenborgs Indskydelser, som her gik igjen. Paa Opfordring berigtigede han gjennem en udførlig Fremstilling Palmerstons Misforstaaelser med Hensyn til Arvespørgsmaalet og udviklede, at det egenlige Stridspunkt simpelthen var det, om Sønderjylland skulde forblive ved Danmark eller løsrives derfra for at indlemmes i Tydskland. Man kom derfra ind paa Spørgsmaalet om Englands Garanti for Sønderjylland, som Lehmann paa Forespørgsel forklarede at vi opfattede saaledes, at hin Magt var forpligtet til at haandhæve Danmarks Krone i Besiddelsen af Sønderjylland og altsaa for sit Ved-