179 tanken med sit navnkundige Udbrud: „Det skal ej ske!“ og senere udtalte Folket sig gjennem skarpe Adresser mod at give hin Tanke Rum. Det var da ogsaa paa samme Tanke, at Martsministeriet faldt. Spliden i Regeringen kom til Udbrud, da der i November forhandledes om Udfærdigelsen af Forholdsordrer for de tvende danske Underhandlere, der i London under Lord Palmerstons Mægling skulde indlede Forhandlinger om Fred, og Aftrædelsen af den sydligste Del af Sønderjylland foresloges optaget, ikke som Danmarks Tilbud, men som en Udvej, der ikke skulde være udelukket fra Forhandling. Den 16de udtalte Lehmann paa dertil given Anledning i Rigsforsamlingen, at Ministeriet for at virke med Held og Kraft maatte være i Overensstemmelse med Kronen, og at det var det stærkeste Bevis paa Hengivenhed og Agtelse for denne, naar man ved en mulig Meningsforskjel gav den Opfordring til med udstrakt Frihed at sætte sin Mening igjennem — en Opfordring, der maatte være dobbelt stærk, naar der var Formodning for, at Kronen derve var i ønskelig Overensstemmelse med en stor Del af Nationen. Forat et Ministerium kunde være stærkt, tilføjede han, maatte det være indbyrdes enigt; men i Martsministeriet, der var sammensat af saa forskjellige Bestanddele, havde der i mange Tilfælde været stor Meningsulighed, og det havde været forbundet med store Anstrængelser at holde det sammen. Alle havde imidleritd ment, at man burde undgaa et Brud, i alt Fald indtil Rigsforsamlingen var sammentraadt, men nu var jo denne Nødvendighed forbi. Da Lehmann udtalte disse Ord, var allerede Martsministeriet aftraadt, og Dagen efter mseddeltes der Rigsforsamlingen, at Kongen den 15de efter Ansøgning havde afskediget sine hidtilværende Ministre, og at der var dannet en ny Regering. — Med de øvrige Mænd, der med ham havde givet Martsministeriet dets ejendommelige Særpræg, traadte Lehmann saaledes efter i tre Fjerdingaar at have staget ved Statens Ror 12*