193 Grundtrækkene af den saaledes aftalte Ordning bleve bragte til almindelig Kundskab ved en kongelig Kundgjørelse af 28de Januar 1852, der — som det er sagt — gik ud paa „Tilintetgjørelsen af det danske Folks kjæreste Ønsker“, idet den fuldstændig brød med det store Konge- og Folkeprogram fra Marts 1848. Hin Kundgjørelse udkom altsaa, medens Lehmann var Medlem af Folkethinget. Hvorledes stillede han sig nu til samme? Som alle Andre bøjede han sig under den „evropæiske Nødvendighed“, der paaberaabtes som Grund for, at vi saaledes atter skulde styre Statsskibet ind i Helstatens Farvand. Han gjorde det med blødende Hjerte, men paa en Maade alligevel med mere Sindsro end mangen Anden; thi han var forberedt derpaa som en næsten uudeblivelig Følge af, at man havde afvist det Forslag til en Løsning, hvorpaa Martsministeriet faldt. Han erklærede i Thinget, at han længe havde forudset, at det vilde komme, som nu var kommet, og at Grundtanken i hin Kundgjørelse ikke med Nytte lod sig bestride, da Stillingen var saadan, at et Forsøg paa at løse Helstatens Opgave maatte gjøres; men at det paa den anden Side var hans Tro, at et sligt Forsøg vilde mislykkes, fordi Holsten og Danmark vel kunde føre et lykkeligt Samliv under samme Fyrste, naar de fik Lov til hvert at være sig selv, men at det var „umuligt at sammensmedde dem til eet Statslegeme med een Sjæl og eet Hjerte.“ Han böøjede sig under Helstaten, fordi han intet Øjeblik var i Tvivl om, at kunde vi kun bevare Sønderjylland ved at tage Holsten med, saa maatte vi tage Holsten med — en Tanke, han gav Udtryk i det Mundheld, at nu gik Vejen til Ejderen ikke over Kolding, men over Altona — fordi det stod ham klart, at hvis det ikke lykkedes Tydskland, som dets Hensigt aabenbart var, gjennem Holsten at beherske hele Danmark, da vilde det nok selv mage det saa, at Holsten atter kom ud af Forbindelsen, og det maatte da være vor Opgave at sørge for, at Sønderjylland ikke fulgte med. Men alene af Hensyn hertil — for ikke at tale om Nød- vendigheden. af at undgaa ethvert Brud paa Forholdenes lov 13