194 lige Udvikling — maatte den Fordring bestemt fastholdes, at Helstaten kun kunde blive til paa forfatningsmæssig Maade, og at den tilkommende Grundlov for de fælles Anliggender maatte være en virkelig konstitutionel Forfatning. Med Hensyn til deune Fordrings samvittighedsfulde Opfyldelse nærede Lehmann visselig dyb Mistillid til det Ministerium, der skulde føre Helstaten ud i Livet, og i hvilket Firkløveret Bluhme, Sponneck, Karl Moltke og Reventlow-Criminil dannede Sjælen. Og vilde han end ikke være med til Skridt, der umiddelbart tilsigtede at fjerne det fra Roret, da den eneste Mand i Landet, som dengang kunde tænkes i Stand til at gribe det — den tidligere Regeringskommissær i Sønderjylland F. F. Tillisch — erklærede ikke at turde tage Ansvaret derfor paa sig, saa benyttede han dog, saalænge han sad i Folkethinget, enhver Lejlighed til at gjøre gjældende, at skulde vi endelig ind paa Helstaten, maatte det være en konstitutionel Helstat, og til derfor at foreholde Regeringen Nødvendigheden af at komme frem med et Forslag til en Fællesforfatning. Endnu den sidste Gang, han havde Ordet under Behandlingen af Loven om Toldgrændsens Flytning fra Ejderen til Elben — som Rigsdagen netop af den Grund modsatte sig, fordi den heri saa et Forsøg fra Regeringens Side paa i Virkeligheden at faa Helstaten gjennemført, forinden Spørgsmaalet om dennes Forfatning var afgjort — erklærede han højtidelig: „Jeg vil gjøre Alt, hvad der staar i min Magt, til at gjøre det umuligt for denne eller hvilkensomhelst Regjering at komme til Helstaten ad anden Vej end gjennem en fælles Forfatning“. — Det havde imidlertid lange Udsigter med Fællesforfatningens Tilblivelse. Efterat Ordningen af Spørgsmaalet om Thronfølgen efter Kong Frederik VII i længere Tid havde lagt Beslag paa Alles Kræfter og Interesser, skred Regeringen først til at kalde Stænderforsamlingerne for Sønderjylland og Holsten op af den Grav, hvori de siden Begivenhederne 1848 havde slumret. Efter Raadslagning med disse Forsamlinger udstedtes der to