196 Under disse Omstændigheder bestemte Regeringen sig til at overhugge med Sværdet den Knude, den ikke syntes paa lovlig Maade at ville lse. Ved en Forordning af 26de Juli 1854 gav den paa egen Haand en Helstatsforfatning, om hvilken det var en meget mild Dom, naar Ministeriet selv betegnede den som ikke konstitutionel i Ordets almindelige Betydning. Uden at gaa ind paa en nærmere Belysning heraf skulle vi kun minde om dette Ene, at den tilkommende Fællesrepræsentation (Rigsraadet), af hvis Medlemmer Kongen skulde vælge de to Femtedele, alene i Skattesager skulde have besluttende Medvirkning, med Hensyn til alle andre Love kun raadgivende Medvirkning. Lehmann havde efter Rigsdagens Opløsning i Januar 1853 ikte paany stillet sig til Valg, og i største Delen af dette og det følgende Aar, da Modsætningen mellem det „upaalidelige“ Ministerium og den oplyste Folkemening stedse blev større, var han saaledes atter udenfor umiddelbar Deltagelse i det politiske Liv. Men netop da Spændingen var paa sit Høieste, da hint Ministerium havde formaaet Kongen til at udstede den nysnævnte Forordning og søgte at nedslaa al Modstand mod sin egenraadige Færd ved Midler, der tilhørte Tiden hinsides 1848 — traadte Lehmann igjen ind i Rigsdagen. Den 27de September 1854 blev han valgt til Medlem af Landsthinget for 1ode Kreds med 163 af 184 afgivne Stemmer og nærede intet Øjeblik Betænkelighed ved at tage imod Valget, uagtet det selvfølgelig ikke kunde staa ham tvivlsomt, at han herved lettelig maatte komme paatvers af en Regering, der kort i Forvejen ved Halls, Monrads og Andræs Afsættelse tilstrækkelig havde vist, hvilke Farer dens politiske Modstandere af Embedsstanden udsatte sig for. Da Rigsdagen den paafølgende 2den Oktober atter samledes, indtraadte Lehmann altsaa som Medlem af Landsthinget, og — hvad vi allerede paa dette Sted skulle bemærke — han blev stedse senere trods alle mellemkommende Forandringer i Forholdene gjenvalgt snart i denne, snart i hin Kreds, saaledes at han havde Sæde i Rigsdagens Landsthing