198 paa han satte saa megen Pris. Danmark undgik herved Faren for det Forfatningsbrud fraoven, hvormed Luften lod til at være svanger, og Lehmann de Sammenstød mellem hans Stilling som Embedsmand og hans 5ligter som Folkerepræsentant, der vistnok ellers havde været uundgaaelige. Det nye Ministerium, i hvilket L. N. Scheele, Bang, Andræ og Hall vare de mest femtrædende Medlemmer, vidste strax at sætte sig i et Forhold til Rigsdagen, der varslede godt om en heldig og lovlig Gjennemførelse af den uundgaaelige Opgave — Tilvejebringelsen af en Fællesforfatning — som det havde taget i Arv fra sin Forgænger. Paa Rigsdagens endelige Behandling af Forslaget til den Indskrænkning af Grundlovens Omraade, som var en nødvendig Forudsætning for Helstatsforfatningens lovlige Gjennemførelse, fik Lehmann Lejlighed til at udøve en meget betydningsfuld Indvirkning. Den 29de Avgust 1855 mseddelte Ministeriet Rigsdagen sit Udkast til Fællesforfatningen, som, hvor lidet det end paa Grund af Forholdenes Tryk lignede Danmarks Riges Grundlov, dog paa den anden Side fjernede sig ikke mindre fra Januarministeriets Forordning af 26de Juli 1854. Som Ordfører for det af Landøthinget i den Anledning nedsatte Udvalg tilfaldt det Lehmann at affatte Betænkningen om, hvorvidt det var tilraadeligt for Rigsdagen at gjøre det sidste Skridt til hin Indskrænkning af Grundlovens Omraade. Paa nogle faa Dage og Nætter skrev Lehmann denne udførlige Betænkning, der saavel fra Formens som fra Indholdets Side indtager en særdeles høj Plads blandt de statsretlige Erklæringer, der ere fremkomne i vort parlamentariske Liv. Den gav en grundig og dybtgaaende Kritik af den tilkommende Fællesforfatning, som gik ud paa at godtgjøre, at der ikke i samme var Noget, der stod i ligefrem Strid med Grundloven, og at de mindre heldige Bestemmelser, den indeholdt, under alle Omstændigheder vare Betingelser for den Tilslutning til Helstaten af de to tydske Forbundslande, der ved Forholdenes Ugunst var bleven en ogsaa af Rigsdagen erkjendt