200 der blandt de Sidste nogen Enkeltmand udenfor Regeringen, der fortrinsvis havde Æren for at have bidraget til at føre Danmark ud af det politiske Uføre, hvori det siden hin Kundgjørelse havde befundet sig, saa var det Orla Lehmann. — At Lehmann allerede i den første Rigsdagssamling, efterat han var indtraadt i Landsthinget, havde havt en rig Andel i dettes Arbejder, kan skjønnes deraf, at han valgtes til Medlem af 7 Udvalg. For 3 af disse var han Ordfører, og blandt de Betænkninger, han i denne Egenskab affattede, var fornemmelig den om Statsrevisionens Beretning for Finansaaret 1851—52 affattet med en saa ualmindelig Omhu og indtrængende Kritik, at Thingets Formand, Højesteretsassessor P. D. Brun, fandt Anledning til ved Samlingens Slutning særlig at fremhæve den. Imidlertid var det dog fortrinsvis ved den Rolle, Lehmann spillede i den nysberørte Sag om Grundlovens Indskrænkning, at han lagde Grunden til den fremragende Stilling, han indtog i Landsthinget i Aarene indtil 1861. Han blev fra nu af ligefrem Bæreren af dette Things Forhandlinger, Lederen af dets Optræden og Sjælen i dets Arbejder i et Omfang, som neppe engang tilnærmelsesvis har været Tilfældet med nogen anden Enkeltmand i hvilkensomhelst af vore repræsentative Forsamlinger. Erkjendelsen af denne Tingenes Tilstand gik ogsaa saaledes over i den almindelige Bevidsthed, at der i de Aar hos Mange var en vis Tilbøjelighed til at slaa Landsthinget og Lehmann sammen i Et, til at betragte ham som enstydig med Thinget og omvendt. At dette nu i sig selv var et sundt og naturligt Forhold, eller at det var fremmende for Landsthingets Anseelse i det Hele, at en enkelt Mand i den Grad var dets Mester, skulle vi ikke hermed paastaa. Vi paapege kun, at Stillingen var saaledes, og det vidnede under alle Omstændigheder ligesaa meget om Lehmanns overordenlige Begavelse og Arbejdsdygtighed som om den Anerkjendelse, samme mødte hos hans Faller i Thinget. Om Omfanget af hans Virksomhed, ved hvis Enkeltheder vi