202 medens han 1848 stod ved Statens Ror, og vi have allerede i det Foregaaende meddelt tilstrækkelige Vidnesbyrd derom. Men under og som Følge af hans politiske Virksomhed i Aarene fra 1854 til 1861 omskiftedes Anerkjendelsen hos en stor Del af dem, der i Fyrretyverne havde været med om at bære ham paa Hænderne, med sin ligefremme Modsætning, med Forbitrelse og Had, og den, der maaske mere end nogen Anden havde beredet Friheden her til Lands Bejen, blev udskregen som en Fjende af Friheden. Det var allerede en halv Snes Aar eller længere tilbage i Tiden, da Lehmann for den almindelige Bevidsthed endnu stod som selve den personliggjorte Frihedsstræben, blevet sagt paa Prent, at han var Aristokrat, og Lehmann havde selv, som det vil erindres, i sin Forsvarstale for Højesteret antydet, at der gik det Ord om ham. Fastholder man nu den oprindelige Betydning af Ordet „Aristokrati“, der ligefrem maa gjengives ved „de Bedstes Herredomme“, saa kan Paastanden om, at Lehmann var Aristokrat, ikke siges ganske at være greben ud af Luften. Han havde visselig fordret ikke blot Friheden, men ogsaa Retten til umiddelbar Deltagelse i eller Indvirkning paa det politiske Liv for Alle uden Forskjel; men i sin Tro paa Menneskeheden havde han forudsat, at det frie Folk kun vilde lade sig repræsentere af dem, der fortjente Navn af de Bedste i dets Midte. Denne Forudsætning blev imidlertid snart skuffet. Et stort og vel sammensluttet Parti, der, om det end ikke faldt sammen med, saa i alt Fald udgik fra hint „Bondevennernes Selskab“, som Lehmann selv i sin Tid havde været med at grundlægge, hildede sig tidlig i den Misforstaaelse, at Folket var enstydigt med Almuen, tog ikke i Betænkning snarere at fremme end at hæmme dennes medfødte Mistro og Misundelse mod de bedre stillede Samfundsklasser og stræbte mere og mere at fortrænge fra Folkerepræsentationen saadanne Mænd, der ikke blindt hen vilde tjene hint Partis ensidige Formaal, og at erstatte dem med Personer, der i saa Henseende ikke lode Noget tilbage at ønske, men som stundom