204 flere for Befolkningen vigtige Lovforslag, der vare komne fra Folkethinget, i hvilken Henseende der særlig — foruden til Loven om Erklæringers Meddelelse — henvistes til Fæstesagen. „Vi formaa ikke“ — hed det — „at værge os mod den Tanke, at Deres gjentagne Udtalelser og varme Ønsker i Henseende til denne vigtige Sags Ordning kun kunne, da Gjerningen aldrig har fulgt Ordet, henregnes til den Art af henholdende Forsikringer, hvorved Mange — i Reglen i Overensstemmelse med deres sande Tilbøjelighed — stedse søge at hindre en Sag i dens Fremme, men derhos stræbe at bevare Skinnet af at være den bevaagne, ja vel endog at arbejde i dens Tjeneste“. Underskriverne kunde derfor — hed det fremdeles — Hikke tilbageholde Udtalelsen af vor dybtfølte Beklagelse og Misbilligelse af Deres Optræden, der saa lidet stemmer med Deres egen Fortid“. Lehmann, der dengang laa syg i Vejle, besvarede denne besynderlige Henvendelse i et fint og træffende Brev, hvori han særlig fremhævede det Glædelige i, at der hos den Kreds, Underskriverne repræsenterede, var vaagnet en Trang til nøje at prove, hvem man burde skænke sin Tillid. „Det er nemlig kun den blinde Tillid, som saa ofte har sat Uværdige i Stand til at blive farlige for det almene Vel, og som har hævet Middelmaadigheden til en Betydning, som intet Andet har kunnet retfærdiggjøre“. Han offenliggjorde derhos baade Tiltale og Svar i „Fædrelandet“, der med Føje fandt det „latterligt, naar Førerne for et Parti, og det oven i Kjøbet det mest iltre og mest ensidige, mindst skjønsomme og mindst oplyste Parti her i Landet, forsøger paa at opkaste sig til Historiens Højesteret og at sidde til Doms over Mænd af andre Anskuelser, om hvis i alt Fald betingede Berettigelse de ere aldeles ude af Stand til at dømme, og for hvis Værd de forlængst have tabt alt Syn, om de nogensinde have havt det“. — Lehmann skulde imidlertid ikke for hele den tilbagestaaende Del af sit Liv udelukkende være henvist til at tage Broderparten af Landsthingets Deltagelse i Lovgivnings-Arbejdet eller